Politiker smidt ud af byråd efter vold mod søn

Kinna Martinez-Dreesen, der i 2009 blev valgt ind i byrådet i Tønder for Dansk Folkeparti, er fundet uværdig til pladsen efter voldsdom.

Kinna Martinez-Dreesen og hendes mand blev i december 2011 dømt for vold mod deres teenagesøn. Parret var tiltalt for at have slået den unge mand og givet ham knæspark i perioden fra sommeren 2010 til august 2011.

Den 39-årige kommunalpolitiker har under hele sagen nægtet sig skyldig og kaldt det et hævntogt fra kommunens side, men under ankesagen i Vestre Landsret i maj endte hun med at blive idømt fire måneders betinget fængsel.

Sagen koster nu også pladsen i byrådet.

Valgbarhedsnævnet under Økonomi- og Indenrigsministeriet har afgjort, at hun ikke længere er værdig til at være medlem af kommunale råd.

Kinna Martinez-Dreesen, har senest optrådt som løsgænger i byrådet, men hun blev i 2009 valgt ind for Dansk Folkeparti. Derfor tilfalder hendes plads 1. suppleanten på Dansk Folkepartis liste, Jan Voss Hansen fra Toftund.

Valgbarhedsnævnets afgørelse har øjeblikkelig virkning og kan ikke indbringes for en højere administrativ instans.