Politikere: Ja til center for 100 uledsagede flygtninge-børn

Tønder skal huse op til 100 uledsagede flygtningebørn. Det skaber 50-60 nye arbejdspladser.

Tønder skal huse et center for uledsagede flygtningebørn. Torsdag nikkede økonomiudvalget ja til planerne, som dog skal endelig godkendes i byrådet i næste uge.

Det er tidligere kollegieboliger på Strucks Vej i Tønder, der fra slutningen af december skal huse op til 100 uledsagede flygtningebørn.

Målgruppen er børn under 18 år, der kommer til Danmark og søger asyl uden deres forældre eller andre voksne til at tage sig af dem.

Netop uledsagde børn udgør en stadig større del af flygtninge-strømmen. Der skal ansættes 50-60 medarbejdere til at drive centret. Og det er planen at etablere en særlig skole for børnene i det tidligere seminarium. 

I TV SYDs sendeområde findes der i forvejen et center for uledsagede børn i Jelling.