Politikere udsat for støj i Bramdrupdam

En række beboere i Bramdrupdam ved Kolding er voldsomt generet af støj fra den motorvej, der passerer tæt forbi deres haver. Mandag inviterede de derfor tre politikere i haven, så de med egne ører kunne høre, hvor meget bilerne larmer.

Mere end 60.000 biler og lastvogne passerer hver eneste dag motorvejsafkørslen Bramdrupdam ved Kolding. Beboerne i den nordlige del af byen har gennem flere år beklaget sig over støjen. Flere politikere har været på besøg for at anerkende deres problem, og i dag kom endnu en delegation forbi.

Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) bød på kaffe i Bramdrupdam Hallerne mandag eftermiddag. Her var omkring 50 naboer til motorvejen mødt op for at vise deres utilfredshed med støjen fra motorvejen. Naboerne fik mulighed for at stille spørgsmål til deres borgmester og til hans partikollegaer fra Folketinget, Eva Kjer Hansen og Kristian Pihl Lorentzen, der også var med på mødet.

Efter mødet var politikerne ude i nogle af de haver, hvor problemet kan høres. Og borgmester Jørn Pedersen erkender da også, at de mange biler kan høres.

- Det er klart, man kan meget bedre forstå, hvor slemt det egentlig er, når man kommer herud selv. Den larm kan man ikke forstå, når den bare er beskrevet i notater, siger han.