TV der bevæger dig

Politikere uenige om anholdelse

Fra anholdelsen i Horsens - (fra video på You Tube)

På Christiansborg har You Tube videoen fra Horsens givet anledning til debat. Flere giver udtryk for, at anholdelsen ser 'suspekt ud'. Bl.a. SFs retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen, fra Kolding.

Den radikale retsordfører, Jeppe Mikkelsen, er citeret for den udtalelse i Metroxpress. Han opfordrer den unge mand til at klage.

S: De unges fejl

Ifølge gratisavisen er Ole Hækkerup fra Socialdemokraterne helt uenig:

- Jeg tager hatten af for de to betjentes indsats, for de bevarer roen og taber aldrig overblikket, på trods af, at man kan høre, at der står folk og råber og opfører sig som idioter, siger han.

Han mener, at fejlen ligger hos den unge mand og hans venner:

- Det er helt tydeligt, at de tror, at det er dem, der laver reglerne. De skal holde deres kæft og respektere det samfund, de lever i, siger han.

Ser unødigt voldsomt ud

-Jeg har ingen forudsætninger for at vurdere, om betjenten går over stregen, men jeg vil dog sige, at det umiddelbart ser unødigt voldsomt ud, da betjenten skubber og tager halsgreb, sigere SF´s retsordfører Karina Lorentzen, Kolding. Det er derfor fint, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed nu klarlægger de nærmere omstændigheder.

-Jeg har stor forståelse for, at det kan være både stressende og provokerende for betjentene at blive filmet og råbt af, når man anholder en person, men tingene skal stadig foregå efter bogen. Betjentene skal altså være de professionelle og rolige, men de er også mennesker, så de begår selvfølgelig også fejl engang imellem. Det vigtige er så, at de fejl bruges fremadrettet til at gøre tingene anderledes.

Magtmisbrug

Videoen er også blevet forelagt for advokat Bjørn Elmquist, som ofte repræsenterer borgeren, som mener at være udsat for politivold:

- Den mandlige betjent virker kolossalt aggressiv. Det er fuldstændig unødvendigt. Jeg mener bestemt, at der er al mulig anledning til at klage over episoden, siger advokat Bjørn Elmquist til Metroxpress.

Også Claus Bonnez, advokat og formand for Landsforeningen KRIM, er kritisk over for anholdelsen. Han mener bl.a. på baggrund af halsgrebet, at der er "tale om magtmisbrug på en meget grov måde."

Se mere i TV SYD kl. 12.10 og kl. 19.30

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden