Skrydstrup-naboer på Christiansborg: Politikerne lyttede - nu håber vi på handling

Naboer til Flyvestation Skrydstrup fik torsdag mulighed for at tale deres sag på Christiansborg. De kæmper for sikre en rimelig erstatning til husejere, som påvirkes af støjgener fra de nye F35 kampfly.

Naboerne til flyvestationen har længe ventet på, at forsvarsministeren fremlægger en model for, hvordan staten vil kompensere de husejere, som vil blive generet af støjen fra de nye kampfly. 

Torsdag fik de så chancen for at tale deres sag for Folketingets Forsvarsudvalg.

- De lyttede og noterede, og jeg håber, det er noget, de tager med i de videre forhandlinger om kompensationsmodellen for naboer til Flyvestationen, siger Agnes Rosenlund til TV SYD efter mødet med udvalget.

For foreningen handler det især om at sikre, at naboerne bliver kompenseret for al slags støj, der kommer fra Flyvestationen. 

- Problemet er, at vi forventer både mere støj og anderledes støj. Vi ved ikke, hvordan den bliver, så derfor er det vigtigt, at der bliver flexibilitet fremadrettet. Vi skal først opleve flyene, før vi ved, hvordan det er at leve med dem, lyder det fra Agnes Rosenlund.

Ingen løfter

Naboerne til flyvestationen fik ingen løfter på mødet, alligevel er foreningens formand glad for at få muligheden for at tale direkte til politikerne.

- Nu må vi vente og se, om der kommer politiske reaktioner på mødet i dag. Vi vil sende forslag til dem og er blevet opfordret til at lave et udkast til et notat, der skal med i anlægsloven. Det vil vi gå hjem og arbejde på. Det er positivt, at man har villet lytte til os, siger Agnes Rosenlund.

Læs foreningens indlæg her.