Politimand redder kvinde i Horsens Fjord

En politibetjent var hurtig i vandet, da politiet tirsdag aften fik en anmeldelse om en person, der flød livløs rundt i Horsens Fjord.

Sydøstjyllands fik omkring klokken 20 tirsdag aftenen melding om en drukneulykke i Horsens Fjord. Anmeldelsen gik på, at nogen havde set en tilsyneladende livløs person flyde rundt i fjorden.

- Da anmeldelsen kommer sætter vi et større beredskab i gang. Både helikoptere og både, siger Flemming Lau, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

De første på stedet er en patruljevogn fra Horsens. Cirka 50 meter ude ser de en person ligge i vandet. Ifølge betjentene i patruljevognen så personen livløs ud, fortæller Flemming Lau. 

En af betjentene tager derfor en hurtig beslutning.

- Han reagerer hurtigt, smider sit udstyr, løber ud i vandet og svømmer ud til personen. Det viser sig at være en kvinde. Betjenten får hende i land, og hun er heldigvis i live, siger Flemming Lau.

Kvinden var ved bevidsthed. Politiet ved endnu ikke, hvorfor kvinden lå ude i vandet.