Nu er den sikker: Lokale beredskabscentre overlever

Haderslev og alle landets øvrige statslige beredskabscentre består. Det sikrer en politisk aftale mellem alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten og Alternativet.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) meddelte i november at planlagte og aftalte besparelser på det statslige redningsberedskab alligevel ikke skulle betyde lukning af landets statslige beredskabscentre.

Torsdag er den politiske aftale faldet på plads, der sikrer alle landets nuværende beredskabscentre - og dermed også Haderslev.

Aftalen betyder, at man delvist tilbageruller besparelserne på det statslige redningsberedskab, så besparelsen i 2016 reduceres fra 75 milioner kroner  til 30 milioner kroner og i 2017 fra 125 milioner kroner til 45 milioner kroner.

- Selvom der stadig skal spares penge på området, er jeg meget tilfreds med den aftale, vi nu har indgået. Aftalen sikrer et fortsat stærkt og robust redningsberedskab i hele Danmark. Det statslige redningsberedskab kommer alle til gode – også de kommunale redningsberedskaber – ikke mindst når der er behov for større og længerevarende indsatser,siger forsvarsminister Peter Christensen i en pressemeddelelse.

Det statslige redningsberedskab bistår  de kommunale redningsberedskaber, politiet og andre myndigheder ved større og længerevarende indsatser i Danmark, hvor der er behov for meget mandskab eller specialmateriel.