Politisk analytiker: Regioner får dødsstød onsdag

På onsdag offentliggør statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen lukker regionerne. Det vurderede JydskeVestkystens politiske analytiker Kim Dahl Nielsen i TV SYDs 19.30-udsendelse.

Præsentationen af regeringens sundhedsreform er blevet udskudt flere gange - men vil nu altså ifølge JydskeVestkystens politiske analytiker Kim Dahl Nielsen vurdering og kilder ske onsdag og medføre en afskaffelse af regionerne.

Lars Løkke Rasmussen vil i givet fald dermed trodse de massive protester, der er blevet rejst af Venstres bagland i Jylland og på Fyn og formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V) fra Esbjerg, som har advaret mod at aflive regionerne.

 

Ifølge JydskeVestkystens politiske analytiker Kim Dahl Nielsen er sundhedsreformen dog helt færdigforhandlet med de to regeringspartier, De Konservative og Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, hvormed flertallet er på plads.

Statsministeren vil ikke kommentere analyse

Statsminister Lars Løkke Rasmussen var mandag aften i Agerskov til nytårskur hos Sønderjysk Landboforening med 850 fremmødte og ville ikke her kommentere på, hvad politiske kommentatorer og analytikere havde af vurderinger om indholdet af en sundhedsreform.

Lars Løkke Rasmussen afviser analytiker

Fakta og gæt om regeringens reform-udspil

Her er et overblik over, hvad vi allerede ved om udspillet, og hvilke ubesvarede spørgsmål der fortsat eksisterer:

* I 2025 skal der være 500.000 færre sygehusbesøg.

* I 2025 skal der være 40.000 færre indlæggelser.

* Det skal især gælde for patienter med diabetes, hjerte-kar-sygdomme, muskelskelet-sygdomme, angst, depression og lungesygdommen KOL.

* Kronisk syge patienter skal i langt højere grad behandles hos læger i lokale sundhedshuse.

* Sygehuse får pligt til at sende patienter videre til behandling et andet sted, hvis sygehusene ikke kan tilbyde behandling inden for fristen på 30 dage. 

* Patientvejledningen skal forbedres. Det skal blandt andet ske ved hjælp af ét samlet patientnummer, som man kan ringe til for at få vejledning og hjælp. 

* Der skal oprettes 21 nye såkaldte sundhedsfællesskaber. De skal bygges op omkring lokale sygehuse rundt om i landet.

Kilde: Ritzau