Politisk kamp om forurening

Miljøministeren skulle onsdag svare på, om han vil finde ekstra penge til regionerne, som skal rydde op efter mange og store forureninger.

SF-formand Pia Olsen Dyhr havde onsdag indkaldt til samråd på Christiansborg. Men det er alt for tidligt, mener venstres Anni Matthiesen:

- Det er en skam, der går valgkamp i sagen, når det er en sag, vi skal stå sammen om, siger folketingsmedlemmet til TV SYD.

Anni Matthiesen mener, hun er den på Christiansborg, der er allertættest på forureningen i Grindsted. Hun har selv gået på gymnasiet i byen og har dengang måttet lugte til Grindstedværkets udledninger. Hun har familie, der bor i byen endnu.

Miljø- og fødevareudvalget og miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) fik spørgsmålet fra Pia Olsen Dyhr:
- Skal vi ikke stoppe med at skubbe forureningerne videre til næste generation? 

Generationsforurening

Pia Olsen Dyhr ville bla. have ministeren til at svare på, om han mener, at forureningskilderne er undersøgt tilstrækkeligt, inden der skal forhandles økonomi med regionerne, så forhandlingerne bliver realistiske.

- Når vi ikke kender omfanget af forureningssagen på fabriksgrunden i Grindsted, så står vi med en kæmpe udfordring, for så ved vi heller ikke, hvad det kommer til at koste, lyder det fra SF-formanden.

Men det giver ifølge Venstre ikke mening at tale økonomi, når man endnu ikke har et overblik over, hvad oprensningen af forureningsgrunde som den i Grindsted vil koste.

- Når vi har styr på, hvad det koster, så tror jeg også, det bliver nødvendigt at staten bidrager, men det er let for Pia Olsen Dyhr at lave valgkamp på det her, som jeg synes, det ligner lidt. Region Syddanmark er i gang med at finde ud af, hvordan vi håndterer forureningen, og i 2019 skal vi forhandle økonomi, siger Anni Matthiesen til TV SYD.

Du kan se ministerens svar i samrådet i videoen herunder.