Politisk kommentator: Nu kan Carl Holst komme videre

Carl Holst politiske karriere har taget skade - men nu kan han komme videre og genskabe sig selv som politiker. Det vurderer TV SYDs politiske kommentator Poul-Erik Thomsen.

Rigsadvokatens afgørelse om ikke at rejse straffesag mod Carl Holst, (V), betyder, at han virkelig får chancen for at arbejde sig ind i position som folketingsmedlem. Det er ikke for sent, lyder det fra TV SYDs politiske kommentator Poul-Erik Thomsen. 

Dagens afgørelse bygger på 18 måneders efterforskning. Der er blandt andet foretaget afhøringer af 31 personer og foretaget en omfattende gennemgang af sagens dokumenter, herunder 8.200 mails, hvor blandt andet tidspunkterne for mailaktiviteten er blevet analyseret.

- Man må sige, at det er et grundigt materiale, der ligger til grund for afgørelsen i dag. Man har været igennem mange mails og afhøringer og har været virkelig dybt nede i sagen, og nu har man så ikke fundet anledning til at rejse sag. At sagen bliver droppet tror jeg, hans politiske omgivelser i regionen skal tage til efterretning. Der har været medlemmer i regionsrådet, der har været for hurtige ude med dom, siger Poul-Erik Thomsen. 

- Man skal lægge mærke til, at Esbjerg lige har fået en ny Nordsøaftale. I den sag har folketingsmedlemmet Carl Holst været yderst aktiv, og det er en fordel for ham. Nu er han folketingsmand, og nu har han muligheden for at stå til regnskab overfor vælgerne ud fra sin politik og ikke sin fortid, siger Poul-Erik Thomsen, TV SYDs politiske kommentator.