TV der bevæger dig

Politisk storm om Vejlegården

03:55

Blokadevagterne møder politisk modstand. Her demonstrerer Kristelig Fagforening.

1 af 2

Fagbevægelsens annonce-boykot af restaurant Vejlegården i Vejle har rejst en politisk storm. Både i og uden for Folketinget.

HK har indledt en sympatikonflikt med 3F, der har blokeret Vejlegården siden begyndelsen af marts. Det betyder, at medlemmer af HK ikke vil behandle annoncer fra restauranten i skrevne medier.

Jyske Medier, der blandt andet udgiver Vejle Amts Folkeblad, har meddelt, at de ikke vil optage annoncer fra Vejlegården af frygt for, at trykkerne vil nægte at udgive avisen, hvis annonceafdelingen udfører konfliktramt arbejde.

Ægteparret Kent og Anette Hedemann Kristensen, Fredericia, har på TV SYDs Facebook-side rejst en heftig debat om sagen. Ægteparret vil indrykke en annonce i Vejle Amts Folkeblad, der støtter Vejlegården.

I Folketinget vil den borgerlige fløj have statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på banen som pressens minister.

- Jeg vil have hende til at banke fagbevægelsen på plads. Det kan simpelthen ikke passe, at fordi der er en faglig kamp, som man kan mene om, hvad man vil, at man så kan stoppe en privat virksomheds mulighed for at annoncere i et privat dagblad, siger kulturordfører Michael Aastrup Jensen (V) til Berlingske.

Mafiametoder

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kalder 3Fs ageren for mafia-metoder.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt (S), da hun er på ferie, men til Berlingske Nyhedsbureau siger Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn:

- Så længe det er lovligt, det de gør, vil vi ikke blande os. Vi mener, det er arbejdsmarkedsparterne, der selv skal finde ud af det.

Ægteparret Kent og Anette Hedemann Kristensen takker i deres annonce for god mad og betjening på Vejlegården.

- Og tak til 3F fordi at I har henledt vores opmærksomhed på denne dejlige restaurant, der ligger naturskønt og har en lækker terrasse lige ned til vandet. Uden jer havde vi jo aldrig fundet den, skriver de videre.

Kent Hedemann er medlem af Liberal Alliance.

3F slås for at få overenskomst med Vejlegården. De ansatte er organiseret i Kristeligt Fagforening.

180 personer har foreløbig bidraget til debatten på TV SYDs Facebook-side.

Læs deres indlæg her.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden