TV der bevæger dig

Polsk entreprenør dømt for arbejdsulykke

Ulykken i Hedensted blev i foråret 2011 brugt i en kampagne fra 3F. (TV SYD arkiv)

En polsk entreprenør er dømt for at være ansvarlig for en arbejdsulykke, hvor en 45-årig faldt gennem et tag på Plutovej i Hedensted. Han blev dømt til at betale en bøde på 65.000 kr.

Retten i Horsens har voteret i en uge i sagen, som er mere end tre år gammel. Den 45-årig Adam Szaj blev alvorligt kvæstet - og efter flere måneders indlæggelse i Skejby blev han i april 2011 fløjet hjem til Polen. Her døde han få måneder senere.

Dommeren i Horsens afgjorde, at det var den polske entreprenørs ansvar. I retten var det store stridsspørgsmål, om den 45-årig var ansat af den polske entreprenør eller ikke. Dommer Per Graversen lagde til grund, at det var den polske entreprenør, som havde ansvaret for, at der ikke var opsat de afspærringer, som loven kræver.

- Det er i overensstemmelse med, hvad vi havde påstået, så det er jeg naturligvis rigtig tilfreds med, siger anklager Dorthe Laursen fra Sydøstjyllands Politi til hsfo.dk.

Vil anke

Forsvarer Evan Herrig var ikke enig. Under sagen procederede han blandt andet for, at afdøde i forhold til sit arbejde slet ikke havde noget at lave på taget. En så abnorm handling burde i sig selv betyde straffrihed, lød det.

Evan Herrig vil anbefale sin klient at anke dommen. Bl.a. fordi en straffesag i Polen er sat i bero, indtil der er kommet en endelig afgørelse i Danmark.

- Jeg har svært ved at se, hvorfor han er blevet dømt, siger advokaten til Horsens Folkeblad. Bøden på 65.000 kr. er, hvad det er, for det har han hverken helt eller halvt mulighed for at betale. Men det gør mig nervøs og bekymret, at han kan rende ind i repressalier i Polen, siger Evan Herrig, der dog understreger, at han ikke har læst dommen endnu og derfor ikke kan kommentere yderligere.

Brugt i kampagne

Den polske entreprenør blev desuden fundet skyldig for et andet forhold i Rødovre, hvor sikkerheden heller ikke var i orden.

Den alvorlige ulykke blev i 2011 brugt af 3F i en kampagne rettet mod polske arbejdere. De blev med video og billeder advaret mod, at det kan være farligt at arbejde i Danmark, hvis der er usikkerhed om, hvordan de er forsikret og hvem der har ansvaret for sikkerheden.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden