Populært pinsemarked: Keramiker måtte hjem efter flere varer

Allerede da pinsemarkedet i Trapholts park slog dørene op søndag, væltede det ind med besøgende.

- Vi var nødt til at gå rundt med kaffe og frokost til udstillerne, for de kunne jo slet ikke nå at få noget at spise ellers, siger Maria Vallø Strauss, der er arrangementsansvarlig på Trapholt, om de mange besøgende. 

Allerede da pinsemarkedet slog dørene op søndag, væltede det nemlig ind med gæster i parken ved Trapholt. I pinsesolen kan de besøgende opleve kunsthåndværkere og designere fra hele Danmark, Sverige, Finland og Australien. Det gode vejr samt en særlig udstilling på Trapholt har fået rekordmange til at kigge forbi. 

Sidste år besøgte 6000 mennesker pinsemarkedet, der er det største uden for København. Arrangørerne har endnu ikke årets besøgstal, men allerede i går nåede de tæt på sidste års samlede besøgstal - selv om der er endnu en dag tilbage.

- Udstillerne var overraskede over, hvor mange der kom. Vi er også overraskede. Der stod folk klar, da vi åbnede i går. Det havde vi ikke regnet med, men det er da helt vildt dejligt, siger Maria Vallø Strauss. 

Hun peger på, at udstillingen EAT ME på Trapholt kan have trukket ekstra mange deltagere til, ligesom vejret selvfølgelig også hjælper på det. 

- Så har vi også lavet en større variation af udstillere, end vi plejer. Det kan også betyde noget, siger hun. 

En af dem, der fik travlt, er keramiker Rikke Elgaard, der måtte hjem og hente ekstra varer, da hun fik udsolgt i går. 

- Jamen det er simpelthen gået så godt. Jeg har haft et rigtig godt salg. Jeg havde slet ikke regnet med at få udsolgt. Og så er det bare dejligt at komme her til et skønt marked, siger hun til TV SYD.