TV der bevæger dig

Porten til Europa fundet ved Dannevirke

Her er åbningen i Dannevirke, hvor porten stod for godt 1300 år siden.

Den kan også kaldes for europæernes port til Norden, og den er en arkæologisk sensation. Efter mange års venten har arkæologerne fået mulighed for at grave efter porten i Dannevirke - og nu er den fundet.

Det var stolte museums-folk, der i dag tog imod gæster ved den gamle port-åbning. Museumsinspektør Nis Hardt fra Dannevirke Museet fortalte, at arkæologerne har søgt efter porten siden 1860'erne.

Det har ikke været muligt at grave i området, fordi det har været privat ejendom, men takket være A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har det være muligt at købe området. Sidste år blev der foretaget en prøvegravning, som så lovende ud, og nu er det altså bekræftet, at porten lå her.

Tre meter tyk mur

Udgravningerne har blotlagt en vold af kampesten, som har været tre meter høj og tre meter tyk. Der er brugt enorme masser af sten, oplyser museumsinspektør Martin Schneider fra Slesvig.

Ingen ved, hvor stenene er hentet. Tusinder af arbejdere har bygget på volden. Porten har været den eneste åbning i Dannevirke, og gennem den er kommet konger, fyrster, bønder, handelsfolk, vandringsmænd, oksekærrer, kreatur-flokke og militære enheder - enten på vej mod syd for at bekæmpe sakserne eller slaverne, eller på vej i den modsatte retning for at angribe danerne.

Den danske generalkonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen, siger, at porten i Dannevirke nærmest kan kaldes "the missing link" i Danmarks-historien. Det er en enestående opdagelse, en historisk sluse-port.         
    

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden