Porten til Europa skal have flere spor

Den danske transportbranche er utilfreds med, at tyskerne planlægger, at den nye bro over Kielerkanalen kun bliver bygget med fire spor.

Det bygger på nogle helt forældede trafiktal, som slet ikke passer med de faktiske tal. Sådan lyder det i et brev, som Dansk Industri Transport netop har sendt til den danske Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Her giver transportbranchen udtryk for, at de er meget bekymrede over, at Forbundsregeringen i Berlin kun vil bygge en ny bro over Kielerkanalen med fire spor.

Det, mener Dansk Industri Transport, kan få store konsekvenser for den danske eksport, der er meget afhængige af gode trafikforbindelser sydpå gennem Europa.

quote

Jeg ser det som et stort bump. Infrastruktur er jo set fra vores branche selv sagt alfa omega

Allan Jepsen, adm. direktør, Contino Transport.

Transportbranchen håber, at de danske politikere vil være med til at lægge pres på de tyske politikere i Berlin, så der i stedet bliver bygget en bro med seks spor.

- Jeg ser det som et stort bump. Infrastruktur er jo set fra vores branche selv sagt alfa omega, og vi kan ikke leve med, at infrastrukturen ikke følger med trafikudviklingen, siger Allan Jepsen, der er adm. direktør hos Contino Transport i Padborg til TV SYD.

Årsagen, til at der bliver bygget en ny bro, er, at den nuværende Rader Hochbrücke er nedslidt, og det har ført til mange restriktioner, når broen skal passeres.

Også delstatsregeringen i Schleswig-Holstein mener, at der bør bygges en bro med seks spor. De henviser til, at trafiktallene viser, at der hvert døgn passerer 54.000 biler over broen. Det er over 10.000 biler flere end den prognose, som Forbundsregeringen i Berlin har brugt, siger de.

Nu håber både transportbranchen og den slesvig-holstenske trafikminister Reinhard Meyer, at det lykkes at få de danske politikere til at være med til at presse på, inden det er for sent.

Hos Contino Transport håber Allan Jepsen på en løsning, og han mener, det er i orden, hvis vi her i Danmark også stiller krav til den tyske infrastruktur.

- Vores lille virksomhed betaler jo op mod 25 millioner kroner på årsbasis for at køre på de tyske veje. Så jeg mener godt, at branchen generelt kan stille nogle krav til Tyskland, siger Allan Jepsen til TV SYD.

Efter planen skal en ny bro over Kielerkanalen stå klar i 2026.