TV der bevæger dig

STÆRKE FORTÆLLINGER

Portræt af en udsat: David er født som narkoman

En dårlig start på livet kan forfølge en hele livet. Sådan ser det ud for 23-årige David Enok Uumaat Ismail Jeremiassen, der i anledning af de udsattes dag i Esbjerg fortæller sin historie.

Uden støtte fra hverken sin far eller mor har livet ikke just været nogen dans på roser for David Jeremiassen. Foto: Finn Grahndin

Erindringerne om hans mor – inden hun døde af en formodet overdosis narko – er der ikke mange af.

Han var kun tre år, da han så hende sidst på dødslejet på Rigshospitalet.

- Prøv at røre ved hende. Hun er helt kold, fik han at vide. Men han ville ikke.

Men han har ét smukt billede i sit hoved: Han går hånd i hånd med sin mor ned ad en grusvej hen til den gård, hvor hans plejefamilie boede.

- Jeg husker det så tydeligt. Nok fordi at det er den første gang, jeg husker noget trygt, siger han. 

Narkomaner fra fødslen 

Ellers står der svigt, når han tænker på hende.  

- Jeg har været meget sur på min mor. Jeg synes, det var uansvarligt af hende at få mig. Og min lillebror.

De blev begge født – med godt et års mellemrum – som narkomaner. Afhængige af heroin, som hun også fixede under graviditeten. 

De blev begge tvangsfjernet med det samme og anbragt i hver deres plejefamilie. 

Afhængigheden af narko ligger stadig dybt i den 23-årige mand.   Foto: Finn Grahndin

Faderen?

- Han var god nok. Han var den bedste far, som han kunne være, siger David.

Han døde ”to uger før jeg blev otte år”.

Alkoholskadet både fysisk og psykisk.

- Men han var virkelig sød og rar. Måske for blød og rar. Tror jeg har arvet det fra ham, siger han med et smil. 

Glædesløsheden

Han husker ikke, at han blev specielt ked af det, da han fik at vide, at han nu var helt forældreløs.       

Det er min anhedoni, siger han uden at blinke.

Han må forklare det svære ord.

- Det er en slags glædesløshed.

David Enok Uumaat Ismail Jeremiassen 23 år – ”snart 24” – smiler venligt og imødekommende. Men prøver man at kigge ind bag hans smukke, brune øjne, finder man ikke glæde.

- Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvordan det er at være glad.

Narkoen dulmer, men…

Misbrug lurer faretruende på ham. Han ryger smøger. Mange. Til gengæld rører han stort set ikke alkohol. Men:  

- Stemmerne forsvinder, og jeg bliver den David, jeg gerne vil være, når jeg tager narko. ”Feststoffer” som kokain. Det er meget fristende. Så jeg skal være virkelig disciplineret for ikke at tage dem, siger han.

Som præ-teenager fik han problemer. Fik depression. Blev vred. Hørte ”stemmer”. Skabte problemer for plejefamilien på Lolland. Blev flyttet. Først til en institution i Guldborgsund, som skulle finde et egnet sted til ham. Her lærte han at ryge hash og smøger, drikke alkohol, begå småkriminalitet.

- De var fuldstændig ligeglade, bemærker han.

Det rigtige sted – for kommunen – var Tvind.

- Jeg elskede rejserne. 

- Jeg blev kynisk udnyttet

Men ellers har han ikke meget godt at sige om Tvinds behandlingstilbud.

- Det virkede mest, som de IKKE ønskede, jeg fik det bedre. For så ville de jo tabe en indtægt. Og de kommunale sagsbehandlere var ikke interesseret i at høre min version af det.   

Han måtte selv tage affære. Forlod Tvind efter syv-otte år og rejste til England med sin kæreste. Det gik ikke. Han måtte vende alene og slukøret hjem til Danmark. Tvind blev erstattet af stadig flere flytninger. Mellem egen lejlighed, forsorgshjem, skolehjem.

David Enok Uumaat Ismail Jeremiassen

  • Alder: 23 år.
  • Arbejde/uddannelse: Arbejdsløs. På kontanthjælp.
  • Diagnose: Skitzofreni.
  • Adresse: Egen lejlighed i Esbjerg by.
  • Etnicitet: Far grønlænder. Mor dansker.

- Har du det bedre nu?   

Han reagerer, som om han slet ikke forstår spørgsmålet.

- Jeg savner en kæreste, siger han.

Svigtet – også af sig selv

Efter en slurk af kaffen foran sig fortsætter han:

- Mit liv har altid været ét stort kaos. Jeg har aldrig været heldig med noget. Det er som om,  jeg må bekæmpe det uovervindelige. Jeg er klog nok og har mange talenter, men det er som om, jeg ikke har redskaberne til at bruge kompetencerne.  

- Hvem har svigtet mest?

- Staten. Sagsbehandlerne. De er ligeglade. De vil bare have det nemt. Jeg har i hvert fald ikke følt mig hjulpet, siger han.

Men han erkender, at han har fået flere gode tilbud og muligheder. Er blandt andet startet to gange på en teknisk skole. Og svigtet sig selv.

- I starten er jeg rigtig glad for det. Næsten helt manisk og tror pludselig, jeg kan det hele. Så begynder stemmerne, og så falder det hele til jorden.

Læs også 16-årige Dina: - Det kunne tage mig tre timer at gå tre meter

Læs også 27-årige Steffen: - Ensomheden sidder i brystkassen

Læs også 20-årige Patrick: - Jeg har altid følt mig som et problembarn, og det kæmper jeg stadig med