Udsatte Steffen

Portræt af en udsat: - Ensomheden sidder i brystkassen

Steffen Andersens liv knækkede midt over, da han flyttede hjemmefra. Ensomheden var ved at drive ham til selvmord. I anledning af de udsattes dag i Esbjerg fortæller han sin historie.

Som lille dreng drømte han om at blive brandmand og redde liv.

I folkeskolen smuldrede drømmene om fremtiden. Det begyndte med mobberi, for Steffen Andersen var klassens tykke dreng. Han blev skubbet, drillet og slået, og han var ked af det og bange.

Meget af det har han fortrængt, men at han en dag blev så bange, at han gjorde i bukserne på sig selv, glemmer han aldrig, og han tør slet ikke tænke på, hvordan det havde udviklet sig, hvis hans forældre ikke havde sendt ham på friskole i Bramming.

Her fik Steffen Andersen venner, her har han gode minder som fra en halloweenfest med klassen, hvor han var klædt ud som spøgelse. Den dag var han glad.

Han vil gerne have en familie, men er ikke helt klar på et forhold endnu.
Han vil gerne have en familie, men er ikke helt klar på et forhold endnu.
Foto: Jan Maas Lindhardt

Ramt af ensomhed

Men tænk engang. Det var for først, da Steffen Andersen blev voksen, at hans liv røg af sporet. Det var først, da han flyttede hjemmefra sin schleroseramte mor til sin egen lejlighed, det gik galt.

- Da jeg flyttede, var det, som om min verden faldt sammen. Jeg blev ramt af ensomhed - så meget at jeg har overvejet at tage mit eget liv, fortæller Steffen Andersen.

quote

Jeg drømmer om at få et arbejde, hvor jeg kan gå uden at blive stresset. 

Steffen Andersen, formand for SAND, Sydvestjylland

Det er heldigvis kun blevet ved tanken om at hoppe ud foran et tog.

Steffen Andersen har i en periode levet som hjemløs, han har oplevet, at mennesker, han troede var venner, har trukket sig fra ham, han har opgivet at færdiggøre sin uddannelse til kok, han har bøvlet med sit liv og sit sind.

Følelsen i brystet

I dag er han formand for SAND (de hjemløses landsforening) i Sydvestjylland, og han har sin egen lejlighed. Den er 40 kvadratmeter, og det burde egentlig være nok, selvom den nogle gange føles alt for lille.

- Jeg tror, det er fordi ensomheden kommer, når jeg er alene.

Han peger midt på sit bryst for at vise, hvor den trykkende fornemmelse af ensomhed stadig kan bore sig ind i ham. Det er som om blot det at tale om det, suger liv ud af hans blå øjne.

Han savner stabilitet i sit liv. Fra sig selv.
Han savner stabilitet i sit liv. Fra sig selv.
Foto: Jan Maas Lindhardt

Udsat? Det er okay

På hans højre arm kigger bartenderen Moe fra The Simpsons-serien frem. På hans venstre skulder sidder bedstefar Simpson. Andre steder på hans krop kan man finde Bart, Homer og Marge, og de gule tegneseriefigurer er ikke blot Steffen Andersens passion, de er også en flugtvej fra de svære stunder. The Simpsons kan få ham til at grine.

- Jeg har det fint med at blive kaldt udsat. Jeg har affundet mig med det, men jeg drømmer om at få et arbejde, hvor jeg kan gå uden at blive stresset, siger Steffen Andersen, der er i gang med at tage fleksuddannelsen for på sigt at få arbejde i gartnerfaget.

Hvis han slipper alle tøjler og tænker så vildt så muligt, så vil han gerne være selvstændig.

Lys i mørket

Men han ved godt, der er lang vej endnu. Han ved godt, at han slet ikke er stabil nok, selv om han er blevet bedre, og selv om han får ros i skolen, fordi han også har overskud til at give sine klassekammerater et puf i den rigtige retning i ny og næ. Sådan en dag var det ikke torsdag i sidste uge, der måtte han ringe og sige, at han var for træt til at komme.

Steffen Andersen

  • Alder: 27 år
  • Uddannelse/arbejde: På fleksuddannelse 
  • Civil status: Enlig
  • Diagnose: Ikke oplyst
  • Adresse: Egen lejlighed i Bramming

Det er vejen mod et stabilt liv - vejen væk fra at være udsat - han leder efter. For han bliver stadig ensom, når han sidder derhjemme, og hans lejlighed skrumper for øjnene af ham, og hans sind og tanker samler sig om mørket.

Når mor smiler

Men Steffen Andersen kan også finde glæde og kærlighed i sit liv. Når han besøger sin mor, der i dag er bundet til en kørestol af sklerose og også kæmper med demens, og hun genkender ham med et smil, så bliver Steffen Andersen glad.

Og når han taler om sin søsters børn, om at han ville være mere for dem, men at han er den gode onkel, så meget han kan være, så smiler han ligefrem.

- Jeg ville jo gerne selv have en familie og et helt fodboldhold af børn, hvis jeg skal overdrive. Men jeg skal være klar til et forhold, det synes jeg ikke, jeg er.

Det er værst i weekenderne, når han er helt alene, men i dag gør hverdagene, at han tør drømme om noget bedre.