Poul-Erik Svendsen skal ikke nogen steder

På trods af ord som mistillid de seneste dage har klæbet til Poul-Erik Svendsens navn, så har han ikke tænkt sig at trække sig.

De seneste dage har et borgerligt flertal i regionsrådet i Region Syddanmark udtrykt mistillid over for regionsrådets næstformand Poul-Erik Svendsen (S). Men da TV SYD klokken 19.30 spurgte Poul-Erik Svendsen direkte, om han havde tænkt sig at trække sig, var svaret klart.

- Det gør jeg ikke. Men der skal da nok være dem, der godt kunne tænke sig at få fat på min post, lød den kontante melding fra Poul-Erik Svendsen.

Han lagde i sin melding vægt på, at hans rolle ikke har været anerledes end de mange andre i regionsrådet.

- Jeg bærer ikke noget ansvar, der er anerledes end hvad de andre i regionsrådet gør. Vi har alle sammen et ansvar for det. Vi har også et ansvar for at få rettet op på tingene.

Samtidig gav Poul-Erik Svendsen et indblik i, hvad det var, der fik ham til at kræve regionens sundhedsdirektør, Jens Elkjær, fyret for rullende tv-kameraer.

I Socialdemokratiet der mente vi, at der burde komme en hel ny direktion. Det har vi prøvet at snakke med de borgerlige om i en måneds tid. Og så fik vi at vide tirsdag aften (dagen før interviewet med Poul-Erik Svendsen, red.), at de borgerlige havde et flertal, og de ville ikke røre ved det, fortalte næstformanden og tilføjede:

- Vi synes, der var mange problemer i direktionen, og derfor pegede den socialdemokratiske gruppe på, at det skulle være en helt ny direktion, hvor direktørerne spiller ind i hinandens områder.