Prins Joachim hylder krigsveteraner

Onsdag er National Flagdag til ære for alle udsendte, der har været på internationale missioner for Danmark. Arrangementet har stor opbakning i TV SYDs område.

Med prins Joachim og prinsesse Marie i spidsen markeres National Flagdag til ære for alle udsendte, der har været på internationale missioner for Danmark siden 1948. 

Flagdagen er dagen, hvor det officielle Danmark fejrer og anerkender de mange danske veteraners indsats. På dagen fejres alle, der har været udsendt fra Forsvaret, Politiet, Hjemmeværnet, Redningsberedskabet, Udenrigsministeriet og ikke mindst fra Sundhedsvæsnet. I år er det 10. gang, at Flagdagen fejres i Danmark. Traditionen tro fejres den for de nyligt hjemkomne i København. 

Alle kommuner i TV SYDs område markerer dagen med arrangementer  - se oversigten over arrangementerne her.

Dagens første arrangement i TV SYDs område finder sted i Varde, hvor flere end 1.000 soldater vil marchere fra Varde Kaserne og gennem byen til Torvet i Varde, hvor der vil være parade.

Ved flagdagen i Fredericia deltager prins Joachim og prinsesse Marie onsdag formiddag på Ryes Kaserne. Her vil garnisonskommandanten oberst Søren Andersen tage imod prins Joachim og prinsesse Marie med æreskommando klokken 11.00. 

National Flagdag

  • Den nationale flagdag hædrer de personer, der er eller har været udsendt på en mission af Danmark på baggrund af en beslutning truffet af regering, Folketing eller en minister.
  • Flagdagen omfatter de samme grupper som det nationale monument over Danmarks internationale indsats efter 1948. Dagen blev højtideligholdt for første gang i 2009.