Priskrig på fagforenings-kontingent

Det Faglige Hus i Esbjerg markerer sit 25 års jubilæum med at starte en priskrig på fagforenings-kontingentet. Det sættes ned til 49 kr. pr. måned.

- Vi blev kendt på at være billigere og har bevist, at det sagtens kan lade sig gøre, siger landsformand Johnny Nim, der fredag og lørdag markerer sit eget og Det Faglige Hus? 25 års jubilæum med henholdsvis reception og fest for de 300 ansatte.

Han understreger, at medlemmerne kan gøre brug af advokater, faglige konsulenter og socialrådgivere, hvis de får problemer på jobbet eller ved en konkurs, eller hvis de bliver udsat for en arbejdsskade eller sygdom. Ligeledes har man fuld ret til dagpenge, hvis man bliver ledig

Under halv pris

Det Faglige Hus har hidtil opereret med et kontingent på 69 eller 99 kr. pr. måned. Det nye tilbud bliver et kontingent på 49 kr. pr. måned, hvis man samtidig melder sig i a-kassen. Det koster 442 kr. pr. måned.

- De to ting tilsammen koster bare 490 kr. pr. måned eller 5880 kr. om året. Til sammenligning koster medlemskab af El-forbundet næsten 13.000 kr. pr. år, mens medlemmer af HK, 3F og Dansk Metal må bløde mellem 10.600 og 12.400 kr. pr. år, noterer Det Faglige Hus.

Effitiviseres

- Når vi kan presse prisen endnu længere ned, hænger det sammen med den måde, Det Faglige Hus bliver drevet på. Det er medlemmernes penge, vi forvalter, og så kan vi ikke tillade os at bruge en krone mere end højst nødvendig. Vores organisation er gennemeffektiviseret, og vi er meget påpasselige med omkostninger på administration, altså alle de stabsfunktioner der ikke er direkte involveret i medlemsservice og medlemspleje, siger Johnny Nim.

For et helt år

For at få det laveste kontingen, skal man forudbetale for et helt år. Det gør administrationsomkostnignerne mindre. Samtidig kan medlemmerne kun få medlemsbladet elektronisk - og de har afskrevet sig en kollektiv heltids-ulykkesforsikring.