Privat ældrepleje-firma konkurs

Kære Pleje, der er et privat hjemmehjælpsfirma, har indgivet konkursbegæring og lukker med øjeblikkelig virkning.

Firmaet efterlader 481 pensionister i Kolding Kommune, som der nu skal organiseres kommunal nødpleje til.

Kolding kommune oplyser til TV SYD, at man fredag middag er i fuld gang med at lave nødplaner, ligesom Kære Plejes indehaver Mirela Tanovic bekræfter, at hendes firma lukker. Dog berøres afdelingerne i Fredericia og Middelfart ikke af konkursen, siger Mirela Tanovic.

- Konkursbegæringen er en direkte følge af det udbud, Kolding Kommune gennemførte i efteråret 2013, hvor resultatet blev, at kommunens betaling for Kære Plejes ydelser blev nedsat med 25 procent. Vi kan se nu, at kommunens betaling end ikke dækker vores lønomkostninger, heller ikke selv om vi har effektiviseret og fået vores medarbejdere til at løbe endnu stærkere end før, siger direktør Mirela Tanovic.

Kolding Kommune udbød til årsskiftet personlig og praktisk hjælp til syge og ældre i licitation. Efter det svenskejede Attendo vandt licitationen, fik de øvrige firmaer mulighed for at vurdere om de fortsat ville sørge for hjemmehjælp til kommunens ældre, såfremt de ville levere til Attendos timepris, som hører til i den lave ende Danmark.

Ifølge fagforeningen FOA står omkring 100 medarbejdere uden job.

Kære Plejes medarbejdere går på arbejde indtil klokken indtil klokken syv lørdag morgen.