Produktionsskoleelever får ordblindeundervisning

De ordblinde elever på Esbjerg Forberedende Erhvervsskole kan nu få ordblindeundervisning efter skoletid.

Unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, kan blive elever på en produktionsskole, mens de tænker over, hvad de skal arbejde med eller uddanne sig til.

Men det kan være en ekstra udfordring, hvis man er ordblind.

Jeg tror, det vil hjælpe mig med at blive bedre til at læse og skrive. Det håber jeg. For det er ligesom om, at bogstaverne bare drejer rundt.

På produktionsskolen i Esbjerg, der nu hedder EFE, Esbjerg Forberedende Erhvervsskole, er det tilfældet for tyve procent af eleverne. Det får nu skolen til at tilbyde ordblindeundervisning efter skoletid.

17-årige Carsten Vindfeld Nielsen, der går på Metal og Teknik på EFE, begynder i næste uge til ordblindeundervisning.

- Jeg tror, det vil hjælpe mig med at blive bedre til at læse og skrive. Det håber jeg. For det er ligesom om, at bogstaverne bare drejer rundt. Jeg kan ikke rigtig finde rundt i det, siger Carsten Vindfeld Nielsen til TV SYD.

Mere end hver femte elev på skolen er ordblind. Ifølge forstanderen har de elever svært ved at komme videre i uddannelsessystemet.

- Man er håbløst tabt i produktionsskolesystemet og EUD-systemet, hvis man ikke kan læse og skrive, forklarer forstander Henrik Bruun.

Carsten Nielsen har store forventninger og håber at undervisningen kan hjælpe ham frem til drømmejobbet.

- Det kommer til at betyde en hel del. At jeg måske kunne komme ud og få et rigtigt arbejde, siger en håbefuld Carsten Nielsen.

Efter sommerferien starter Carsten Nielsen på en erhvervsgrunduddannelse som landbrugsmaskinsmed.