Prøv tøj foran computeren

Et firma i Vejle har lavet et virtuelt prøverum. Så nu kan kunderne prøve tøjet foran et web-kamera og en computer, før de køber på internettet.

Et af de største problemer ved at købe tøj på internettet har altid været, at man ikke har mulighed for at prøve det.

Med det nye system, kan kunden se, om farven passer - og få et indtryk af, hvordan en kjole eller bluse ser ud.

Firmaet bag det virtuelle prøverum arbejder på at skabe et værktøj, som kan gøre det lettere at finde den rigtige størrelse...

Det er webshoppen LazyLazy. com der nu som de første i Europa kan tilbyde den nye service til kunderne. Og netbutikkerne har givet positiv respons på systemet.

Et web kamera anbringes på computerskærmen - og så henter du varerne fra virtuelle hylder. Og skal kjolen så være gul eller rød?

På computerskærmen holdes kjolen op foran dig - og du kan skubbe den lidt op eller ned - og vælge en større eller mindre størrelse.

Firmaet bag det elektroniske prøverum håber, at det nye program betyder, at færre må returnere deres net-køb, fordi det ikke passer - eller farven er forkert.