Professor: Alvorlig sag - men uden konsekvenser for de implicerede

Det er en usædvanlig sag, men har ingen retslige konsekvenser for de implicerede. Sådan siger professor i økonomi og ledelse om det påbud, som VUC Syd netop har fået.

Selvom VUC Syd har overtrådt lovgivningen, og skal betale et statstilskud på 1,2 millioner kroner tilbage til for at have fråset med offentlige midler, så får sagen ingen konsekvenser for de implicerede, siger Per N. Buch, professor i økonomi og ledelse på Aalborg Universitet, til TV SYD. 

quote

Der er sket nogle forsømmelser, og der kommer nogle påbud, og det skal man tage meget, meget alvorligt. Desuden er der tilbagebetalingspligt – og det er voldsomt alvorligt.

Per N. Buch, professor i økonomi og ledelse, Aalborg Universitet

- Det er ikke ligesom en straffelov, hvor man bliver anklaget bagefter, og politiet bliver indblandet, siger Per N. Buch.

Selvom der ikke er et strafferetligt ansvar hos de implicerede, så er sagen alvorlig, mener Per N. Buch:

- Der er sket nogle forsømmelser, hvor man får nogle irettesættelser, og der kommer nogle påbud. Det skal man tage meget, meget alvorligt. Desuden er der tilbagebetalingspligt – og det er voldsomt alvorligt, siger Per N. Buch, som også understreger, at ansvaret for det, der er foregået, ligger hos den siddende bestyrelse på VUC Syd, hvor Haderslevs borgmester H.P. Geil (V) er bestyrelsesformand, og hvor også Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V) sidder.

- Det er en relativt usædvanlig sag, når vi tager den her branche – uddannelsesinstitutioner. Det kan man i noget omfang finde i lignende uddannelsesinstitutioner også, men slet ikke i det her omfang, siger Per N. Buch.