Professor: Bios manglende ambulancer kan blive kritisk

Professor Kjeld Møller Pedersen kalder det held, at det var en stille dag, da Bios 1. oktober ikke kunne stille med seks ambulancer og tre akutbiler.

Seks ambulancer og tre akutbiler fra Bios var nødt til at blive i garagen 1. oktober, da ambulancerne skulle ud at trille på vejene i Region Syddanmark.

Regionrådsformand Stephanie Lose (V) fra Region Syddanmark sagde onsdag til TV SYD, at de havde haft en alvorlig snak med Bios, men at det havde været en stille dag. Og ifølge professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, skal regionsrådsformanden være særdeles glad for det.

- I en vis forstand så var det held, at det var en stille aften. Havde det været en aften helt hypotetisk med to katastrofer i regionen, så ville det have gjort ondt. Det er der ingen tvivl om, siger han torsdag til TV SYD.

Kjeld Møller Petersen hæfter sig samtidig ved, at de manglende ambulancer nærmer sig ti procent af det samlede antal ambulancer. Og er tallet så stort, så kan det blive et problem.

- Hvis det er 10 procent af akutbilerne/ambulancerne, så begynder det at blive kritisk, fordi så bliver der længere responstid. Og selv på en rolig aften kan det godt blive kritisk, mener Kjeld Møller Pedersen.  

I gennemsnit har der i løbet af september manglet en ambulance i døgnet, og så længe Bios holder sig på det antal, så ser professoren ikke noget problem.

- Personligt vil jeg ikke mene, at én ambulance er et problem. Det kan man leve med, de huller kan dækkes. Det er mere et juridisk problem, og det er simpelthen, om den aftale der er indgået, om den bliver overholdt. En enkel ambulance fra eller til, det er ikke det, der betyder noget, siger Kjeld Møller Pedersen.