Professor: Ghetto-straf er sandsynligvis i strid med loven

At give dobbeltstraf i ghettoområder vil sandsynligvis være diskrimination, vurderer forsker ved Københavns Universitet.

Diskrimination på baggrund af afstamning er i strid med Danmarks internationale forpligtelser. 

At indføre dobbeltstraf i ghettoområder vil derfor sandsynligvis være i strid med både dansk lov, menneskerettighedskonventionen og FN's konvention mod racediskrimination. 

quote

I diskriminationsretten skelner vi mellem direkte og indirekte diskrimination. Direkte diskrimination er lovgivning åbenlyst rettet mod personer eksempelvis med anden afstamning end dansk.

Kirsten Ketscher, professor, Københavns Juridiske Fakultet 

Det vurderer professor ved Københavns Juridiske Fakultet Kirsten Ketscher.

- I diskriminationsretten skelner vi mellem direkte og indirekte diskrimination. Direkte diskrimination er lovgivning åbenlyst rettet mod personer eksempelvis med anden afstamning end dansk.

- Indirekte diskrimination er det forhold, at en tilsyneladende neutral lov i virkeligheden rammer bestemte etniske grupper hårdt. Det synes jeg, man kan antage, er tilfældet her. 

- For dem, der i højeste grad vil blive ramt, er sandsynligvis dem, der bor i området, siger Kirsten Ketscher.

I selve regeringens definition af, hvad der bliver udpeget som ghettoområder, er andelen af beboere med ikkevestlig baggrund høj.

Beskyttelsen mod diskrimination i dansk lovgivning er sikret via FN's konvention om afskaffelse af racediskrimination, der blev ratificeret i 1971. 

Her forpligter Danmark sig til "aldrig ved nogen handling at indlade sig på racediskrimination". Også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention dækker racediskrimination.

- Så der vil være strenge krav til at retfærdiggøre sådan en lov fra regeringens side. Når vi er i strafferetten, hvor man frihedsberøver borgerne, bliver der stillet strenge krav, siger Kirsten Ketscher og fortsætter:

- For mig er der ingen tvivl om, at der vil være tale om retsstridig diskrimination i forhold til både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's konventioner.

- Det påhviler regeringen at forklare, hvorfor det ikke er tilfældet. Det vil blive meget svært, mener jeg. Så jeg vil mene, at forslaget er på gyngende grund juridisk.