Professor: Havnebestyrelsen kan blive gjort økonomisk ansvarlige

Juraprofessor vurderer at flere ting peger i retning af kontrol og tilsynssvigt fra bestyrelsen - og at medlemmerne risikerer at skulle betale penge tilbage til havnen og kommunen.

Privatforbrug for flere hundredetusinde kroner, studieture og overforbrug er, hvad en revisionsrapport viser, har fundet sted på Vejle Havn. Rapporten har indtil videre fået havnechefen i Vejle, Per Kristiansen, bortvist og meldt til politiet. Vejle Havns formand Torkild Christensen (DF) har trukket sig, mens også den tidligere formand for bestyrelsen Leif Skov (S) har forladt bestyrelsen.

Og det giver god mening, at også bestyrelsen tager konsekvensen af de sidste dages afsløringer. Ifølge professor i selskabsret ved CBS, Søren Friis Hansen, har havnebestyrelsen i Vejle et klart ansvar.

- Når man er valgt til en bestyrelse, så har man også en opgave i føre tilsyn og kontrol med, at de penge, som en virksomhed bruger, det er penge, der går til at sikre virksomhedens drift. Og hvis man lader sin direktion og direktør eller havnechef bruge havnens penge som sine egne, så har man ikke levet op til det bestyrelsesansvar, som man har sagt ja til at varetage, siger Søren Friis Hansen til TV SYD.

Igennem flere år har havnens egen revisor anbefalet bestyrelsen, at man indfører bedre kontrolfunktioner til at opdage fejl i regnskabet, og det mener Søren Friis Hansen, at bestyrelsen burde have reageret på.

- Det er jo en form for advarsel af at noget kan være galt. Når man har ansvaret for kontrol og tilsyn med den ledelse, man har udpeget, så bør man som ansvarlig bestyrelse også reagere på de anbefalinger og sikre sig den nødvendige kontrol, og gør man ikke det, så har man tilsidesat de interesser, man er valgt il at varetage, siger Søren Friis Hansen.

Han mener faktisk, at bestyrelsen for Vejle Havn kan blive gjort økonomisk ansvarlige for de køb, der har privatlignende karakter.

- Hvis kommunen, der ejer havnen, har mistanke om, at der er foregået misbrug med offentlige midler, og de vurderer, at der en chance for at få nogle af pengene tilbage, så har kommunalbestyrelsen pligt til at rejse et erstatningsansvar mod bestyrelsens medlemmer. Og mener en domstol, at de politisk valgte bestyrelsesmedlemmer har svigtet deres tilsyn- og kontrolansvar, så vil de skulle erstatte tabet af egen lomme og skulle betale de her penge tilbage til havnen og kommunen, fortæller Søren Friis Hansen.