Professor: Mindre sandsynligt, at Bios bliver klar

En professor i virksomhedsledelse og økonomi melder nu ud, at han er i tvivl om, om ambulancefirmaet Bios når at blive klar til at overtage ambulancedriften i en del af Region Syddanmark.

Den 1. september skal ambulancefirmaet Bios overtage ambulancedriften i Region Syddanmark fra Falck. Den seneste tid har det været usikkert, om firmaet ville nå at få ansat ambulancereddere nok til at overtage opgaven, men mandag kunne Bios så endelig melde ud, at de er klar.

Men nu sår en professor tvivl om, om Bios får styr på det hele op til overtagelsen. Det skriver DR Syd.

Ifølge professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, så er det tvivlsomt at flere af de tyske reddere får lov at køre ambulancerne fra 1. september. Sundhedsstyrelsen har oplyst til DR Syd, at det bliver svært at nå at godkende så mange ansøgninger inden 1. september. Dermed er det ikke sikkert, at Bios kan få vagtplanerne til at hænge sammen alligevel.

- Jeg sætter ikke sandsynligheden særlig højt. Tidligere har jeg sagt, at nu skal det lige have tid. Men det lader til, at godkendelsen i Sundhedsstyrelsen kan blive en alvorlig joker i forhold til inddragelsen af de tyske reddere, siger han til DR Syd.