Projekt til ventende asylansøgere indkasserer pris

Projektet ’Mens vi venter’ skal gøre ventetiden for asylansøgere lettere, mens deres sag bliver behandlet. Torsdag blev projektet i Tønder præmieret med Bibliotekernes Formidlingspris.

Torsdag eftermiddag var der glæde på Tønder Bibliotek – lidt mere glæde, end når de besøgende sidder i læsehjørnerne med en god bog.

quote

Jeg føler mig bekræftet i, at de metoder, vi bruger, virker. De giver genklang ude i samfundet.

Ahmad Joumaa, projektleder, 'Mens vi venter', Tønder

For i dag skulle der fejres. Tønder Kommunes Biblioteker fik sammen med virksomheden eReolen overrakt Bibliotekernes Formidlingspris - særligt på grund af projektet ’Mens vi venter’.

- Det var en fantastisk oplevelse.

Så enkelt kan projektleder Ahmad Joumaa beskrive eftermiddagen, hvor kulturministeren, Mette Bock (LA), dukkede op for at overrække prisen.

- Det er megastort. Jeg føler mig ydmyg over at kunne modtage den sammen med mit bibliotek, siger Ahmad Joumaa.

Han mener, at kulturformidlingsprojektet har været med til at gøre biblioteket til et omdrejningspunkt for fællesskaber - og ikke kun til et sted for biblioteksmaterialer.

Kulturminister Mette Bock (LA) var med for at overrække prisen.
Kulturminister Mette Bock (LA) var med for at overrække prisen.
Foto: Lars S. Laursen

Viden og oplevelser til ventetiden

Idéen til projektet har to år på bagen. Det er opstartet af Tønder Bibliotek og AsylSyd. Projektet forsøger at gøre ventetiden for asylansøgere i Danmark bedre med forskellige produkter og arrangementer.

Ahmad Joumaa har blandt andet skrevet en bog til inspiration for andre. I bogen fortæller asylansøgere om at vente i Danmark - og hvordan de bruger deres tid.

 

Derudover kører en kulturbus rundt til asylcentre i AsylSyds område, så beboerne på centrene kan låne bøger, musik og andre ting fra bibliotekerne.

Der kan også nævnes kulturbazar, udflugter, strikkecafé mellem danske kvinder og kvindelige asylansøgere - og så bliver unge asylansøgere, under titlen ’Viden er magt’, motiveret til uddannelse gennem blandt andet teambuilding.

Der er mange tiltag på listen, som Ahmad Joumaa er sikker på, alle har været med til at sikre prisen:

- Det betyder utrolig meget. Jeg føler mig bekræftet i, at de metoder, vi bruger, virker. De giver genklang ude i samfundet, siger han til TV SYD.

Med prisen er håbet, at andre kommunale biblioteker kan blive inspireret til at bruge lignende koncepter og arbejdsmetoder, som asylansøgerne i deres område kan drage nytte af.

Juwan Rashid, der er asylansøger, har bidraget til bogen 'Mens du venter'. Han gav et nummer på en kurdisk tanbur efter overrækkelsen.
Juwan Rashid, der er asylansøger, har bidraget til bogen 'Mens du venter'. Han gav et nummer på en kurdisk tanbur efter overrækkelsen.
Foto: Lars S. Laursen

Initiativer bliver til fast drift

Med prisen følger 25.000 kroner, som Ahmad Joumaa håber kan blive brugt til endnu mere kulturformidling og oplevelser for asylansøgerne.

Projektet ’Mens vi venter’ er sat til at slutte til sommer, men projektlederen håber at kunne forlænge endnu et halvt år.

Uanset hvor længe projektet kommer til at køre, er det meningen, at de bedste tiltag, projektet har udviklet, skal blive til fast drift ved AsylSyd.