Protest mod lukning af Statsforvaltning

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) bliver mødt af protester, når hun fredag eftermiddag besøger Statsforvaltningen Syddanmarks hovedkontoret i Aabenraa. Medarbejderne mener, at børn og enlige forældre bliver ladt i stikken, når Statsforvaltningen i Ribe nedlægges.

Regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance har som led i aftalen om dette års finanslov indgået en aftale om, at Statsforvaltningen i Ribe nedlægges. Forvaltningen dækker i dag det gamle Ribe Amt og Kolding.

Statsforvaltningen behandler blandt andet sager om skilsmisser og stridigheder om samvær med fælles børn og forældremyndighed.

Medarbejderne peger på, at enlige forsørgere ikke nødvendigvis har råd til en bil, så de er henvist til offentlige transport.

For eksempel skal en beboer i Oksbøl stå på bussen inden klokken 23 om aftenen for at være fremme til et møde i Statsforvaltningen i Aabenraa klokken 9 næste morgen.

- Når vi får en sag, er det typisk fordi, der er en konflikt mellem forældre, som børnene lider under. Hvis vi skal få dem til at samarbejde, er vi nødt til at have dem ind til personlige møder. Pjecer og breve har slet ikke samme virkning, siger fuldmægtig Lene Christoffersen, Statsforvaltningen i Ribe.

Mange møder

Sager om samvær og forældremyndighed kræver, at begge forældre møder personligt op i Statsforvaltningen, ofte flere gange. Skal børnene deltage i en børnegruppe for skilsmissebørn, er det nødvendigt med yderligere seks besøg.

Lene Christoffersen forudser, at mange af klienterne vil opgive at få rådgivning fra jurister, socialrådgivere og psykologer i Satsforvaltningen.

- Det betyder, at et antal børn bliver ladt i stikken. De vil få et træls børneliv, fordi deres forældre ikke kan komme til os og få hjælp til at få løst deres konflikter, siger Lene Christoffersen.

Statsforvaltningen i Ribe har 15-16 ansatte på årsbasis. Besparelsen ved at flytte dem til Aabenraa eller Ringkøbing er anslået til højst et par millioner kroner om året.

Lovforslaget om lukningen af forvaltningen i Ribe er til høring frem til 22. januar.