Protestbus til Borgen

Onsdag formiddag drager 84 skoleelever fra Jelling til Christiansborg for at protestere mod, at deres kammerat Alaa Shamasneh og hendes familie har fået afslag på asyl efter syv år i Danmark.

En busfuld 8-klasses elever fra Bredagerskolen sætter onsdag formiddag kurs mod København og Christiansborg.

De vil have politikerne i tale, da de synes, at det er helt urimeligt, at  deres gode veninde, 15-årige Alaa Shamasneh sammen med sin familie, skal udvises efter syv år i Danmark.

quote

Alaas kammerater kan slet ikke forstå det her. Vi støtter børnene i at tage til Christinsborg i morgen onsdag for at gøre opmærksom på det helt urimelige i den her udvisning.

Jesper Lydiksen, forælder, Jelling

Efter syv år i Danmark står en palæstinensisk/jordansk  familie fra Jelling foran udvisning. Familien Shamasneh flygtede fra Palæstina til Danmark i 2010. Allerede i november samme år gav Flygtningenævnet familien afslag på asyl, da nævnet vurderede, at familien ikke var forfulgt. Siden har familien uden held forsøgt at få omgjort den afgørelse.

. Mandag fik familien at vide, at torsdag i denne uge bliver de hentet og bragt til udslusningslejren Sjælsmark.

- Alaas kammerater kan slet ikke forstå det her. Det kan vi som forældre heller ikke, og vi støtter derfor børnene i at tage til Christiansborg i morgen onsdag for at gøre opmærksom på det helt urimelige i den her udvisning, fortæller Jesper Lydiksen, der er en af de fire forældre, som tager med i bussen for at hjælpe børnene under turen til København.

Ud over selve udvisningen, som kammeraterne, men også masser af byens borgere, slet ikke kan forstå kan ske hos en velintegreret familie, der klarer sig selv, så er alle også meget chokerede over, at familien skal splittes ad. Alaa Shamasneh og hendes to mindre søskene skal rejse med deres far til Palæstina, hvor han oprindeligt stammer fra, mens deres mor bliver hjemsendt til Jordan, som er hendes fædreland. 

Søndag eftermiddag demonstrerede omkring 500-600 Jelling-borgere mod udvisningen og det urimelige i at spiltte familien ad. Onsdag drager kammeraterne så til Christiansborg for at få politikerne i tale.

- De unge mennesker håber meget, at kunne få politikerne til at forstå, hvor urimelig den her udvisning er, siger Jesper Lydiksen, der samtidig understreger, at det er børnene selv, der er initiativtagere til turen til Christiansborg.

Bussen med de 84 elever kører mod København onsdag klokken 10 fra Brugsens P-plads i Jelling.