Provokeret Tønder-borgmester svarer igen

34 borgmestre i storkøbenhavnske kommuner vil ikke længere betale til Jylland. Provokerende, siger Tønders borgmester.

Med overskriften "Stop pengestrømmen til Jylland" melder de sjællandske borgmestere kontant ud i en annonce i Berlingske fredag - de vil ikke længere være en del af det kommunale udligningssystem. De mener ganske enkelt, at de er tvunget til at sende alt for mange penge til de jyske kommuner.

Annoncen har i den grad provokeret Tønders borgmester Henrik Frandsen (V).

- Det siger noget om, at man har en arrogant tilgang til tingene. Det udligningssystem vi har i Danmark er lavet, fordi det udligner de forskelle, der er i det danske samfund.

De stærke skal hjælpe de svage

Det komplicerede udligningssystem, hvor bl.a. de mere velhavende kommunerne betaler til dem med knapt så meget, skal sikre kommunerne mere ensartede vilkår, så det bliver muligt at holde nogenlunde samme serviceniveau.

- Derfor skal de rige kommuner være med til at betale til sådan nogle kommuner som Tønder, fordi vi har et større udgiftsbehov og et lavere indtægtsgrundlag, siger Henrik Frandsen (V).

Han siger til TV SYD, at han sagtens kan finde 34 jyske borgmestre, der ville være enige med ham i, at vi i Danmark har en meget urimelige udligningsmodel, der i virkeligheden er i københavnernes favør.