TV der bevæger dig

Rod i psykiatrien: Vikar var advaret mod brug af lægetitel

Den 30-årige vikar i psykiatrien, der præsenterede sig med lægetitler, var i en mail blevet advaret mod at det var i strid med Sundhedsstyrelsens regler.

Den 30-årige vikar i psykiatrien, der præsenterede sig med lægetitler, var i en mail blevet advaret om,at det var i strid med Sundhedsstyrelsens regler.

Region Syddanmarks HR-afdeling informerede en 30-årig medarbejder i psykiatrien om, at han ikke må kalde sig læge i Danmark. Alligevel kaldte manden sig gennem otte måneder for lægevikar, når han behandlede patienter på Psykiatrisk Afdeling i Kolding og Vejle, ligesom han dagligt iførte sig et navneskilt med titel af reservelæge.

Manden har ellers sagt til TV SYD, at han var i god tro. Men TV SYD kan nu dokumentere, at han tydeligt er blevet gjort opmærksom på, at hans lægeuddannelse fra Rusland ikke giver ham ret til at kalde sig læge eller arbejde som læge i Danmark.

Klare advarsler

Manden henvendte sig allerede i 2014 sig til Sundhedsstyrelsen for at få opklaret, hvordan han kunne blive læge i Danmark. Styrelsen svarede, at hans uddannelse ikke kan overføres direkte til Danmark, før han består en række danske prøver i blandt andet medicin og grundlæggende patientrettigheder.

Nogenlunde samme besked fik han i august sidste år, få uger før sin ansættelse i psykiatrien, fra en medarbejder i regionens afdeling for sprogundervisning og international rekruttering.

”Nu har jeg talt med Sundhedsstyrelsen, og de har oplyst mig om, at du kan ansættes som ”medhjælper”, og at der ikke må indgå ordet ”læge” i din titel, eller når du præsenterer dig for patienterne”, advarede hun i mailen.

 

Kan ende hos politiet

Både pårørendeforeningen Bedre Psykiatri og Landsforeningen SIND oplyser til TV SYD, at de overvejer at melde sagen til politiet. 

- Ledelsen har svigtet ved ikke at kontrollere mandens baggrund og titel. Det er også svært at tro, at manden selv ikke har vidst, at han bar en forkert titel på sit navneskilt. Sig mig, kan han ikke læse eller hvad? Og hvorfor har hans kolleger ikke reageret? Måske har de mod bedre vidende troet, at han faktisk var læge, siger Karin Birch Lange, som er formand for Bedre Psykiatris lokalafdeling i Vejle.

 

”En dårlig krimiroman”

Formanden for Region Syddanmarks psykiatriudvalg, Thies Mathiasen (DF), kalder forløbet ”en fadæse”. Han fastslår, at både manden selv og psykiatriafdelingens ledelse har et ansvar for, at manden i otte måneder fejlagtigt havde titel af læge, og at også hans kolleger burde have reageret. Derfor har han bedt psykiatriledelsen om at besvare en lang række spørgsmål.

Psykiatriudvalgets næstformand, Bente Gertz (S), bakker op om formandens linje.

- Det lyder som noget fra en dårlig krimiroman, at en person gennem så lang tid kan kalde sig læge, når han ikke har autorisation i Danmark. Uanset om der er tale om kirurger eller psykiatere, så skal patienterne skal være sikre på, at de får behandling af personale med autorisationen i orden, siger Bente Gertz.

Kan du forklare, hvordan det kunne ske?

- Nej, jeg kan simpelthen ikke forstå, det kunne ske. Hvis jeg fik et navneskilt med en forkert titel, ville jeg selvfølgelig reagere. Og det er jo skærpende, hvis han var advaret på forhånd. Desuden skal der være en ordentlig kontrol i et system som vores, hvor man behandler psykiatriske patienter. Det vil vi tage op i regionens psykiatriudvalg, siger Bente Gertz.

Den 30-årige mand afviste i sidste uge at kommentere sagen yderligere, men henviste i stedet til psykiatriens ledelse. I dag henviser psykiatridirektør Anders Meinert til svarene fra psykiatriudvalget og til sine udtalelser fra sidste uge, hvor han ikke forholdt sig til advarslerne til medarbejderen.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden