Psykolog: Sådan undgår vi foto-deling af ulykker

Bøder hjælper ikke på folks dårlige moral. Kun samtale mellem mennesker kan effektivt forhindre, at der offentliggøres billeder af ulykkesofre på de sociale medier, siger krisepsykolog Dorte Vilsgaard.

Flere vidner tog mobiltelefonen frem for at tage fotos eller optage videoer, da en 25-årig mand tirsdag aften faldt ned fra fjerde sal i Sønderborg.

Det fik endnu en gang politiet til at opfordre til, at privatpersoner ikke fotograferer og offentliggør billeder på sociale medier fra ulykker.

Det kan udløse bøde og sågar frihedsstraf i grove tilfælde - men det mest effektive middel til at undgå både fotografering af ofre for ulykker og offentliggørelse på de sociale medier er samtale mellem mennesker hjemme ved spisebordet, siger krisepsykologen Dorte Vilsgaard.