Rådgivning redder folk fra gaden

I Horsens tilbyder kommunen og boligselskaberne økonomisk rådgivning til kontanthjælpsmodtagere. Det har fået rykkerskrivelse til at falde med 25 procent.

Dyre tv-pakker og sms-lån sender kontanthjælpsmodtagere i udsatte områder på gaden. Det vil Horsens Kommune og boligselskaberne gerne forhindre. Derfor tilbyder de økonomirådgivning, hvis de kan se, at du er bagud med huslejen.

- Meget få lejere reagerer aggressivt, når vi banker på og siger, at vi ved, de skylder i husleje. Selvom pengetrængsler er et tabubelagt emne, er de fleste åbne om deres situation, siger økonomirådgiver Thrine Jepsen.

Rådgiverne kan hjælpe beboerne med at få overblik over indtægter og udgifter og med at få lagt et realistisk budget. De kan også hjælpe med at sikre, at man får fx boligsikring eller andre ydelser.

 

FAKTA

Økonomirådgivningen kører som et forsøg indtil udgangen af 2016.

Det er finansieret af By- og Boligministeriet.

Rådgivningen er et led i Projekt Imagine Horsens. De har fået en million
kroner om året til rådgivningen

Hjælpen er gratis og anonym, og man bliver ikke registreret. Rådgiverne
har tavshedspligt.

I 2012 endte 582 sager i vores område med udsættelse.