Rådhus bliver til nyt sundhedshus

Det tidligere rådhus i Nordborg bliver det nye sundhedshus, som Region Syddanmark og Sønderborg Kommune er enige om at opføre.

Styregruppen bag projektet har fredag besluttet at pege på den løsning for det nye sundhedshus.

Rådhuset skal ombygges med penge fra statens pulje til etablering af lægehuse, sundheds- og akuthuse i udkantsområder. Penge, som regionen og kommunen i fællesskab blev tildelt sidste år.

I det nye sundhedshus vil der blive plads til seks praktiserende læger, en jordemoderkonsultation og kommunale sundhedstilbud, bl.a. sundhedsplejen, en sygeplejeklinik og tilbud inden for forebyggelse og rehabilitering.

Der vil også være plads til andre privatpraktiserende sundhedsprofessionelle, og der vil i den kommende tid blive optaget forhandlinger med disse aktører for at sikre en optimal indretning af det nye hus.

På den måde vil borgerne i Nordborg og omegn blive tilbudt mange forskelligartede sundhedstilbud i et samlet, fuldt udbygget sundhedshus.