Raketviden skal få børn sikkert ind i det nye år

Børn på Gørding Skole blev fredag klædt på til mødet med raketterne. Skræmmekampagnerne er lagt på hylden, i stedet lærer børnene at omgås fyrværkeri med omtanke.

Skræmmekampagner om fyrværkeri og de ulykker det kan medføre hører nu datiden til.

5. klasserne på Gørding Skole blev i dag iført sikkerhedsbriller og sendt ud for at lære at omgås fyrværkeriet med omtanke, og det virker mener oversergent i politihjemmeværnet Steen Boberg Christensen.

Sidste år var der blot tre mindre fyrværkeriulykker i Esbjerg Kommune, hvoraf de to var mødre, der stod og kiggede ud fra en døråbning.

Sammen med SSP-konsulent Morten List gav Steen Boberg Christensen gav eksempler og gode råd til at håndtere fyrværkeriet.

Her kan du se de gode råd:

  • Køb og lav aldrig ulovligt fyrværkeri
  • Hold ikke fyrværkeri i hånden
  • Brug beskyttelsesbriller
  • Kast aldrig med fyrværkeri
  • Gå aldrig tilbage til en fuser
  • Brug en pose til fyrværkeriet

Der er mere om rådene her på fyrværkerikampagnens hjemmeside