Ramte sig selv i hovedet med sømpistol

43-årig mand fra Litauen ramte sig selv i hovedet med en sømpistol under natarbejde på Hjøllund Savværk i Hampen. Han blev scannet og havde et langt søm siddende i hovedet.

Arbejdsulykken skete kort før midnat. Den 43-årige arbejdede med en robot, som skyder søm i pallerne. Men ved et uheld kom han til at ramme sig selv i hovedet.

Litaueren blev kørt til Skejby, hvor han torsdag morgen stadig svævede i livsfare, skriver aoh.dk.

- Vi blev kontaktet af Østjyllands Politi i går omkring klokken 23. De havde fået en patient ind på sygehuset, som de havde en formodning om havde en hjerneblødning. Det gik de i gang med at behandle ham for, men da de scannede hans hoved, kunne de se, at der sad et langt søm fast derinde. Han var lammet i den ene side af ansigtet, og de symptomer pegede på en hjerneblødning, men det var altså noget andet, fortæller Henrik Nielsen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi til aoh.dk.