Rasmus Paludan kan stille op i Sønderjylland

Stram Kurs har samlet vælgererklæringer nok til at blive opstillet til Folketinget. Det kan føre til direkte duel med Thulesen Dahl og Vermund.

Stifteren af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, er på vej til at blive opstillet ved det kommende folketingsvalg. Han har endnu ikke besluttet, om det skal blive i Sønderjylland, hvor partilederne Kristian Thulesen Dahl (DF) og Pernille Vermund (NB) begge stiller op.

Det svarede han lørdag til TV2, efter politiet havde forbudt ham at gennemføre en planlagt demonstration i Tønder.

quote

Jeg sonderer lige terrænet i forhold til, hvor det er mest passende, at jeg stiller op.

Rasmus Paludan, stifter og leder af partiet Stram Kurs. 

- Jeg er meget tilfreds med at være i Sønderjylland i dag, selv om jeg er meget ked af, at jeg ikke lov til at demonstrere. Men vi har også lokale i Sønderjylland, som gerne vil stille op, så jeg sonderer lige terrænet i forhold til, hvor det er mest passende, at jeg opstiller, siger Rasmus Paludan. 

Helst lokal kandidat

Partistifteren håber dog, at han kan få en lokal kandidat på stemmesedlen i Sønderjylland.

- Min slægt stammer fra Sønderjylland, men jeg har det bedst med, at vi stiller op med lokale kandidater, siger Rasmus Paludan, som bor i København.

TV2 har spurgt Rasmus Paludan, om det nye parti har kandidater nok til at stille op i alle landets storkredse. Det bekræfter han, at partiet har. Ifølge Paludan gælder det blandt andet journalisten og billedkunstneren Uwe Max Jensen, som gerne vil stille op i Nordjylland. 

13 partier på stemmesedlen

Tidligere lørdag oplyste Økonomi- og Indenrigsministeriet, at Stram Kurs havde rundet de godt 20.100 vælgererklæringer, der skal til for at komme på stemmesedlen. Dermed bliver der 13 til bords ved partilederrunderne. 

Det vil Stram Kurs

* Partiet mener, at islam skal forbydes i Danmark. Danmark skal være landet for danskerne.

* Desuden skal enhver ikkevestlig person, der har opnået asyl, og som ikke er oprindelig statsborger i et af Danmarks nabolande, udvises.

* Partiet støtter midlertidigt ophold for turister samt højt kvalificerede arbejdere, der ikke har til hensigt at bosætte sig og ikke har kultur, der medfører en adfærd, der strider mod danske værdier.

* Partiet har defineret en dansker som en person, der blandt andet har dansk statsborgerskab fra fødslen og ikke har andre statsborgerskaber. Danskere har ifølge partiet dansk slægt og dansk som modersmål.

* Partiet støtter en politistyrke på 30.000 politifolk. De skal "bekæmpe De Fremmede Fjender", som ifølge partiet er "udlændinge i Danmark, der hader Danmark og danskerne".

* En stor mængde af politistyrken skal være et såkaldt specialiseret udlændingepoliti, der skal finde og udsende illegale migranter. 

* Danskere, der lever op til særlige krav om god moral og en årlig skydeprøve, må have lov til at bære våben, mener partiet. Det skal ikke gælde for kriminelle og personer, der ikke er danskere.

* Partiet mener, at velfærd som udgangspunkt kun skal ydes til danskere. Det vil give "enorme besparelser". 

* Jobcentrene skal nedlægges, og arbejdsløse skal i stedet motiveres til at klare sig selv. 

* Læger skal vurdere og behandle syge. Den vurdering skal også danne grundlag for, om en person skal kunne sygemeldes eller tildeles førtidspension.

Kilder: Stram Kurs, Ritzau og Altinget.