Razzia: Fik bøde på 144.500!

3.247 køretøjer blev kontrolleret i kæmperazzia. 173 kørte ulovligt.

Onsdag blev der gennemført en kæmperazzia blandt køretøjer i Syd- og Sønderjylland.

- Det var en rigtig god kontrol ? effektiv og omfattende og med et godt udbytte, siger vicepolitiinspektør Richardt Jakobsen fra Tungvognscenter Syd.

Blandt synderne, der blev pågrebet, var en chauffør på et irsk vogntog. Der var bl.a. pillet ved lastbilens elektronik, så der kunne manipuleres med køre/hviletidsbestemmelserne og indkodning af landekoder.

Det udløste en bøde til chaufføren og hans vognmand på 144.500 kr.! Derudover må chaufføren ikke køre i Danmark i det næste halve år. Den store bøde skyldes også, at firmaet tidligere er blevet snuppet.

En bilist stak af ved Egernsund, da han opdagede politiet. Han nåede at smide bilen ved stranden i Egernsund og stikke af. Bilen viste sig at være forsynet med to forskellige nummerplader.

Politiet fandt flere spor i bilen, der muligvis kan lede frem til manden.

Også SKAT var involveret i razziaen. Her blev tre bilister afsløret i, at der ikke var betalt fuld registreringsafgift. De tre skal nu i alt af med over 500.000 kr.

Det kom der ud af razziaen:

Personbiler og varebiler
1 x kørsel i narkopåvirket tilstand
1 x spiritusbilist
4 x hastighed, heraf tre med klip
6 x kørsel uden førerret
3 1 x ej medbragt kørekort
1 x taxisag
48 x diverse fejl og mangler
5 x konstruktivt ændret knallert
8 x manglende brug af sele
3 x brug af mobiltelefon under kørsel
9 x overlæs
1 x besiddelse af euforiserende stoffer (eget forbrug)
32 x andre sager

Lastbiler og busser
7 x ulovlig cabotagekørsel
5 x køre-/hviletid
1 x farligt gods
17 x diverse fejl og mangler
3 x manglende attester/dokumentation

Skat
4 x afgiftssager
Fødevarestyrelsen:
7 x sager vedr. transport af dyr
3 x sager hos fiskerikontrollen
Trafikstyrelsen:
17 køretøjer indkaldt til syn

Andet
Der er gennemført undersøgelse af 97 udenlandske dokumenter, hvoraf ingen blev konstateret falske.
32 køretøjer blev undersøgt med narkohunde uden fund af narko.