Reddet ud af brændende hus

En person blev reddet ud af et brændende hus på Mågevej i Gråsten kort før midnat. Beboeren blev indlagt på sygehuset til observation for røgforgiftning.

Branden er opstået i en garage ved huset. Den har bredt sig til selve huset, som er blevet slemt brandskadet, oplyser vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Politiets teknikere skal se nærmere på, hvad der har været årsag til branden. Der stod efter det oplyste ingen køretøjer i garagen.