TV der bevæger dig

Redning eller skæbnekamp?

Niels Frederiksen satser på point i kampen mod AaB tirsdag aften. (Foto: Christina Simonia Straarup)

FC Vestsjælland krydser fingre for, at Esbjerg ikke vinder ude over AaB tirsdag aften. Så vil der nemlig være lagt op til en rigtig skæbnekamp, når sjællænderne kommer til Esbjerg på søndag.

Efter søndagens uafgjorte 1-1-resultat mod FC Vestsjælland i Haderslev er Sønderjyske sikret en ny sæson i superligaen. Og nedrykningen er nu reduceret til et anliggende mellem Esbjerg og FC Vestsjælland.

Hvis Esbjerg vinder i Aalborg er vestjyderne sikre på overlevelse. Og det vil Esbjergs træner, Niels Frederiksen, satse på.

- Vi kan klare det hele med tre point i Aalborg tirsdag aften, og det går vi efter. Vi ved, at det bliver svært mod AaB, der ikke mindst på hjemmebane er et stærkt hold med mange dygtige fodboldspillere, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

I sidste spillerunde tabte Esbjerg skuffende med 2-3 på hjemmebane til Sønderjyske.

- Vi skal rejse os efter nederlaget til Sønderjyske. Alle var enige om, at det i perioder af kampen var en skidt indsats, og at vi skal præstere på et højere niveau, være dygtigere til at afslutte og forsvare bedre mod AaB, siger Esbjerg-træneren.

Esbjerg er fire point foran FC Vestsjælland og kan uanset resultatet tirsdag aften i Aalborg sikre sig endnu en sæson i Superligaen med uafgjort i det indbyrdes opgør.

Magnus Lekven er tilbage i Esbjergs trup efter sin forstrækning, og unge Jeppe Brinch er med i truppen i stedet for Ryan Johnson Laursen, der har karantæne. Jerry Lucena glider ligeledes ud af truppen.

- Magnus Lekven er en vigtig spiller for os, både for vores balance på holdet og for sin evne til at tage temperaturen på en kamp, siger Niels Frederiksen.

Kampen mellem AaB og Esbjerg spilles tirsdag klokken 19

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden