Redningsfolk bekymrede for miljøet: - Vi er meget forsigtige

Et grundvandsdepot meget tæt på ulykkesstedet på E45 gør tømning af metanol og glycerin fra den forulykkede tankbil meget udfordrende for redningsarbejderne.

Den tankbil, der tidligt mandag morgen forulykkede på Den Sønderjyske Motorvej ved afkørsel 69 Haderslev S, er fyldt med metanol og glycerin, som er meget giftigt for miljøet. 

Ifølge myndighederne skulle der ikke være nogen form for brandfare, men da der kun 400 meter væk fra ulykkesstedet ligger et grundvandsdepot, tager redningsarbejdet meget lang tid, så der ikke sker en miljøkatastrofe.

- Lastbilen har to tanke fyldt med henholdsvis metanol og glycerin, og det er meget vigtigt, det ikke løber ud i den omkringliggende natur. Derfor er redningsmandskabet meget forsigtige med at tømme tankene, oplyser vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Vagtchefen skyder på, at oprydningsarbejdet først er færdigt ved 17-tiden, men vil endnu ikke love et præcist tidspunkt for, hvornår redningsfolkene er færdige.

- Det er meget vigtigt, intet slipper ud i naturen, så derfor tager oprydningsarbejdet meget lang tid, siger vagtchefen.

Passage via til- og frakørsler

Trafikanter på E45 bliver ledt af ved afkørsel 69 Haderslev S i begge retninger og kan passere forbi uheldet ved at køre på motorvejen igen via samme tilkørsel.

Trafikanter mod Kolding, der helt vil undgå at køre på motorvejen omkring uheldsstedet, kan køre ad rute 435 til rute 170 og via rute 47 tilbage til E45. Trafikanter mod Aabenraa kan køre ad rute 435 og via rute 24 tilbage til motorvejen igen.

Uheldet er sket lige efter afkørsel 69 Haderslev S i nordgående retning. Af sikkerhedsmæssige årsager har også Marstrupvej været lukket i begge retninger.
Uheldet er sket lige efter afkørsel 69 Haderslev S i nordgående retning. Af sikkerhedsmæssige årsager har også Marstrupvej været lukket i begge retninger.
Foto: Simon Svanes Jensen, TV SYD