TV der bevæger dig

Borgmestre venter på afgørelse efter ny politiskoleudmelding

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er nu klar til at droppe Herning til den vestdanske politiskole. Foto: TV 2

Den vestdanske politiskole behøver ikke nødvendigvis ligge i Herning - men den skal stadig være nybygget, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Kampen om placeringen af den vestdanske politiskole tager nu en ny drejning. Efter flere måneders debat, er regeringen nu klar til at droppe, at politiskolen skal ligge i Herning.

Men skolen skal fortsat være nybygget.

- Vi synes, at skolen skal ligge i Herning, men hvis det er en sten på vejen for, at vi kan få en nybygget skole, som vi mener er det bedste for politiet, så må vi jo opgive det krav, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til DR Nyheder.

Den nye udmelding åbner endnu engang muligheder for en placering i TV SYDs område.

I den sydlige del af Jylland har Esbjerg, Vejen, Kolding, Fredericia og Sønderborg kommuner budt ind med ledige grunde til en nybygget politiskole.

Nu vil jeg gerne have en klar melding. Er der nu reelt en mulighed at byde ind igen?

Jørn Pedersen, borgmester, Venstre, Kolding Kommune

Vejen Kommune har budt ind med en grund ved siden af Idrætscenteret. Men her tager man den nye udmelding med ophøjet ro.

- Nu vil jeg lige afvente resulatet af mødet mellem forhandlingsparterne. Om der går en dag eller to mere, det går nok. Lad os se, hvad der sker efter weekenden, siger Vejens borgmester, Egon Fræhr (V), til TV SYD.

I Kolding Kommune er der både budt ind med eksisterende bygninger og byggegrunde. Blandt andet i centrum af Kolding, i Kolding Nord og ved TV SYD i den sydlige del af Kolding. Her venter borgmesteren også spændt på forhandlingerne.

- Nu vil jeg gerne have en klar melding. Er der nu reelt en mulighed at byde ind igen - eller drejer det sig stadig kun om placeringsspørgsmålet? Vi har Danmarks bedste placering og trekantområdet er et godt bud. Men bliver det i Herning, så er det jo sådan det er, siger Koldings venstreborgmester Jørn Pedersen til TV SYD.

I Sønderborg Kommune er der budt ind med tre grunde (tæt på lufthavnen, landsretten og kasernen) samt eksisterende bygninger.

- Jeg kan efterhånden ikke følge med. Vi har fra start anvist byggegrunde til nybyggeri. Men der er jo stadig to partier med ønske om eksisterende bygninger (DF og S, red.). Så nu synes jeg, at de skal kigge på de bedst anvendelige bygninger. Vi kan begynde at bygge den gamle kaserne om i løbet af en måned. Nybyggeri er dyrt og tager lang tid, siger Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S).

TV SYD arbejder på at få flere kommentarer fra de kommuner, hvor en nybygget politiskole nu igen er i spil.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu