Regeringen trækker hestelov i land

Regeringen har skiftet mening om rigid hestelov. Nu er der ændringer på vej med et lovforslag, der blev behandlet fredag.

Loven om hold af heste, stiller meget præcise krav til, hvordan en hestestald skal se ud.

Fx skal der være 2,6 meter til loftet. Selv hvis det kun er en lille del af hestefolden, der ikke er mindst 2,6 meter høj, så er den ulovlig.

Der er mange, der har kritiseret reglerne for at være for rigide. Fx Tinglev Rideklub, der ifølge reglerne står til at skulle bygge deres rideskole om for 6 millioner, for at leve op til dem.

- Det er fuldstændig tåbeligt, sagde formanden for Tinglev Rideklub Holger Holm til TV SYD i januar 2016.

Men fredag behandlede folketinget et forslag, der skal lempe reglerne igen, så klubber som Tinglev Rideklub slipper for store regninger.

quote

Problemet er, at der på nogle områder simpelthen er for stramme regler.

Mdl. Miljø- og fødevareudvalget, Annie Mathiesen (V)

- Problemet er, at der på nogle områder simpelthen er for stramme regler, og det betyder, at rigtig mange, blandt andet rideskoler rundt om i landet, kan få store økonomiske udfordringer, hvis man skal leve op til loven, siger medlem af Miljø- og Fødevareudvalget Annie Mathiesen (V) til TV SYD.

Dyrenes Beskyttelse er dog ikke begejstrede for lovforslaget.

Det er nogle økonomiske hensyn, og ikke hensynet til hestene, der har vægtet her, for vores nuværende minister, siger Britta Riis, Direktør, Dyrenes Beskyttelse til TV SYD.