Regeringen udsætter planer om ny politiskole

De kommuner, der har lagt billet ind på placeringen af en politiskole, må væbne sig med tålmodighed. Beslutningen er nemlig udskudt til efteråret.

Masser af kommuner i Danmark har lagt billet ind på, at de er klar til at danne ramme om en ny politiskole, men de må vente med afgørelsen til efter sommerferien.

Planen var, at der før sommerferien skulle udvælges nogle kommuner, som ville gå videre til "næste runde". Men fredag har landets borgmestre modtaget en meddelelse om, at beslutningen først bliver truffet til efteråret:

- Det var oprindeligt planen, at vi før sommerferien ville forelægge et antal optioner for den mulige placering for forligskredsen bag flerårsaftalen om politiets økonomi. Den tidsplan kommer ikke til at holde, skriver justitsminister Søren Pind til kommunerne.

I TV SYDS sendeområde er der otte kommuner, der er klar til at huse en politiskole: Sønderborg, Haderslev, Esbjerg, Vejle, Fredericia, Kolding, Vejen og Horsens.

En af grundene til,  at arbejdet er blevet udskudt, er, at man har åbnet op for idéen om et nybyggeri. Rigspolitiet har derfor vurderet, at der er brug for mere tid i forhold til at vurdere placeringen.

Nogle af de kommuner, der har lagt billet ind på en politiskole

Sønderborg
Haderslev
Esbjerg
Vejle
Fredericia
Kolding
Horsens
Vejen
Skanderborg
Silkeborg
Herning
Holstebro
Viborg
Favrskov
Randers
Skive
Aalborg
Brønderslev
Svendborg