TV der bevæger dig

”Regeringens plan er uambitiøs” – og fire andre citater fra ny minister

Tommy Ahlers har tidligere kritiseret regeringens erhvervspolitik for at være for uambitiøs. Nu får han selv en stor del af ansvaret. Foto: Emil Hougaard, Ritzau Scanpix

Den nye uddannelses- og forskningsminister har aldrig været bange for at sige sin mening. Her er fem skarpe citater.

Læs også Løkkes overraskelse: Sønderjysk millionær får ministerpost

Tommy Ahlers blev i dag præsenteret som ny minister i Lars Løkke Rasmussens regering.

Den 42-årige erhvervsmand er især kendt for at have solgt it-virksomheden ZYB for et trecifret millionbeløb og senest for sin medvirken i tv-programmet ’Løvens hule’, hvor han har investeret penge i håbefulde iværksætteres projekter. Tommy Ahlers er desuden formand for regeringens iværksætterpanel.

Han har løbende blandet sig i samfundsdebatten, og her har vi samlet et udpluk:

 

- Den er for uambitiøs, den model regeringen kommer med. Den batter ikke nok, der skal mere til, hvis det skal give mening for folk med noget på bankbogen at gå ud for at investere i startup.

Tommy Ahlers om regeringens erhvervs- og vækstudspil til b.dk i september 2017

 

- Jeg har aldrig gjort det her, fordi jeg ville være rig. Jeg har gjort det, fordi jeg ville skabe noget.

Tommy Ahlers om sin succes som iværksætter og investor til DJØF-Bladet i 2013

 

- Da jeg i april blev spurgt, om jeg ville være formand for regeringens iværksætterpanel, advarede en af mine venner mig, fordi han mente, at "iværksættere er blevet denne tids babyer, som politikerne gerne vil kysse for at øge deres egen popularitet". 

Tommy Ahlers i et debatindlæg på finans.dk i august 2017

 

- Vi er ikke en flok "cry babies", der forventer, at regeringen løser alle vores problemer.

Tommy Ahlers om regeringens iværksætterpanel til Dansk Industri i juli 2017

 

- Jeg har været ude i samfundet og bygge virksomheder. Nu er jeg blevet spurgt, om jeg vil være med til at bygge samfundet som minister. Det er en fantastisk mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til.

Tommy Ahlers, da han blev præsenteret som minister onsdag 2. maj 2018. 

Hvem er Tommy Ahlers?

  • Født i 1976 i København - opvokset i Agerskov i Sønderjylland
  • Cand.jur. fra Københavns Universitet i 2000
  • Konsulent hos McKinsey Copenhagen 2000-2004
  • Startede sin første virksomhed i januar 2005 og lukkede den igen ni måneder senere
  • Startede i 2005 virksomheden ZYB. Solgt til Vodafone i 2008 for 235 mio. kroner
  • Gik i 2010 ind i firmaet i nystartede Podio som direktør, partner og storaktionær. I 2013 solgte han og de tre stiftere firmaet til amerikanske Citrix for 300 mio. kroner
  • Formand for Iværksætterpanelet siden april 2017
  • Er i øjeblikket ansat af Citrix og laver ved siden af investeringer i opstartsvirksomheder
  • Medvirkende i DR-programmet ’Løvens hule’
  • Far til to små børn


Kilde: Ritzau

Læs også Eva Kjer får comeback som minister

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden