Region Syddanmark åbner hjemmeside for whistleblowere

Tirsdag åbnede Region Syddanmarks whistleblower-ordning, hvor ulovligheder, bedrageri, tyveri og magtmisbrug kan anmeldes anonymt.

Medarbejdere, leverandører og eksterne samarbejdspartnere kan fra tirsdag indberette deres viden om ulovligheder eller uregelmæssigheder af væsentlig karakter i Region Syddanmark på en whistleblower-hjemmeside, som revisionsselskabet Deloitte driver for Region Syddanmark.

Hjemmesiden blev åbnet under tirsdagens regionsrådsmøde.

- Whistleblower-ordningen sikrer, at der kan sættes fokus på problemstillinger, som ikke kan håndteres indenfor den eksisterende organisation. Whistleblower-ordningen er altså tænkt som en sidste udvej, når de etablerede systemer ikke rækker, siger regionsrådsmedlem Stephanie Lose (V) i en pressemeddelelse.

Anmeldelserne kan foregå anonymt til Deloitte og Region Syddanmark, og Deloitte vil herefter kontakte den særligt udpege kontaktperson på direktørniveau i regionen inden for 24 timer.

Regionsrådet modtager kvartalsvise rapporter fra Deloitte over whistleblower-henvendelser. Ordningen bliver evalueret efter et år.