TV der bevæger dig

Region Syddanmark brød regler for udbud

07:45

1 af 2

Region Syddanmark har betalt PR-bureauet Waterfront 1.050.000 kroner for at modarbejde en fast forbindelse over Kattegat.

Regionen har brugt pengene uden at spørge andre PR-bureauer, hvilket er i strid med reglerne, vurderer en ekspert.

Region Syddanmark valgte i foråret 2011 at indgå en kontrakt med Waterfront Communication, hvor det handlede om, at "få stemningen for Kattegatbroen til at vige til fordel for infrastrukturinvesteringer i hele Danmark".

Sådan hedder det i et oplæg til samarbejdet mellem Region Syddanmark og Waterfront, som DR's magasin 21Søndag har fået aktindsigt i.

Regionsdirektør Mikkel Hemmingsen forklarer, at Kattegatforbindelsen anses for en reel trussel mod Syddanmark, der frygter at blive forbigået med infrastrukturinvesteringer, hvis Folketinget vælger en fast forbindelse mellem Kalundborg og Aarhus, der vurderes at ville koste omkring 100 milliarder kroner.

Endvidere hedder det i oplægget fra Waterfront, at "hovedopgaven er at udsætte/stoppe beslutningen om Kattegat og samtidig fremme egnens projekter".

- Det, at man decideret ønsker at skabe en negativ kampagne mod sine naboer, er ikke noget, man normalt ser i danske kommuner, siger forsker fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole Roger Buch.

Ønsket om at modarbejde Kattegatforbindelsen var tilsyneladende så stærkt, at Region Syddanmark valgte at se stort på reglerne, da man udpegede Waterfront som det bureau, der skulle udføre opgaven.

21Søndag er kommet i besiddelse af en intern mail fra den tidligere ansatte i Waterfront Karsten Madsen, der skriver til kollegaer i Waterfront.

I denne mail skriver Karsten Madsen, at direktøren i Region Syddanmark, Mikkel Hemmingsen, "ikke tør gå længere end et år med 70.000 kroner månedligt selv om det overstiger EU-reglernes 600.000 kroner".

Og Karsten Madsen fortsætter:

"Selv om det overstiger EU-reglernes 600.000 kroner, gør han det. Vi skal i hvert fald bare sende faktura for maj omkring 1. juni. Men vi er enige om at forlænge i løbet af perioden, så selve tilknytningen rammer de tre år".

Michael Steinicke, der er professor og institutleder ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet, har haft 21Søndags dokumentation til gennemsyn.

Han vurderer, at Region Syddanmark har handlet i strid med reglerne ved at indgå kontrakten med Waterfront uden at undersøge, om andre PR-bureauer kunne løse opgaven bedre og billigere.

- Det er sådan, at en kontrakt, som indgås af en offentlig myndighed, skal i udbud, såfremt nogle betingelser er opfyldt. Og en af de betingelser er, at den økonomiske værdi af kontrakten overstiger en værdi fastsat i lovgivningen og i det her tilfælde 500.000 kroner eksklusive moms. Og som det fremgår af kontrakten, så ligger man væsentligt over, nemlig på 840.000 kroner eksklusive moms, så derfor tyder det på, at man ikke har overholdt de relevante udbudsregler, siger Michael Steinicke.

Direktør i Region Syddanmark Mikkel Hemmingsen erkender i dag, at regionen har overtrådt reglerne.

- Vores vurdering var på tidspunktet for indgåelse af kontrakten med Waterfront, at opgaven ikke ville komme til at overstige 500.000 kroner. Og man kan sige, at den fejl, vi begår, er, at opgaven ikke bliver stoppet hurtigt nok, før den overstiger 500.000 kroner, siger regionsdirektøren.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden