TV der bevæger dig

Region Syddanmark dropper søgsmål mod Carl Holst

Region Syddanmark vurderer, at det ikke kan betale sig at anlægge et civilt søgsmål mod Carl Holst. Foto: Arkiv

Den tidligere regionsrådsformand for Region Syddanmark skal ikke betale erstatning til regionen.

Den tidligere regionsrådsformand Carl Holst, (V), bliver ikke mødt med et krav om at betale en erstatning til Region Syddanmark. Det skriver fyens.dk.

Jeg har jo netop Rigsadvokatens ord for, at jeg ikke på nogen måde har beriget mig selv med offentlige midler

Carl Holst, (V), tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark

Sagen blev drøftet på regionens forretningsudvalg i onsdags, hvor et politisk flertal var imod erstatningskravet.

Nuværende regionsrådsformand Stephanie Lose, (V),  mener, at det vil være spild af regionens penge at sagsøge Holst.

- Vi kan ikke begynde at bruge skattekroner på en sag, som vi på forhånd ved, at vi vil tabe, siger Stephanie Lose til fyens.dk. 

Carl Holst har ikke været bekymret op til afgørelsen.

- Jeg har jo netop Rigsadvokatens ord for, at jeg ikke på nogen måde har beriget mig selv med offentlige midler, fortæller han til fyens.dk.

Socialdemokraterne nedlægger nu sagen, men partiets gruppeformand, Poul-Erik Svendsen, siger til fyens.dk, at nedlægningen ikke betyder, at Holst er frikendt.

- Gud og hver mand kan jo se, at det ikke er okay at ansætte en mand, der udfører kampagnearbejde i et mærkeligt projekt, som sjovt nok stopper lige efter valget, siger Poul-Erik Svendsen. 

Carl Holst svarer igen på Poul-Erik Svendsens anklager.

- Først og fremmest har Rigsadvokatet konkluderet, at Christian Ingemann har udført det job, han er blevet ansat til. Og det "mærkelige projekt" som han (Poul-Erik Svendsen) kalder det, er et projekt som han selv har stemt ind og været involveret i, siger Carl Holst til TV SYD.

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu